Direktørskifte i Hornslet virksomheden Refurb A/S
Stifter og adm. direktør Ulrik Hjul Andersen afleverer depechen til den nuværende forretningsdirektør Jakob Pedersen Kokfelt
HORNSLET Refurb A/S opkøber, renoverer og sælger brugt it-udstyr og er et godt eksempel på en virksomhed, som har skabt sig en niche inden for feltet cirkulær økonomi.
Omkring 80 procent af den CO2 udledning, der er relateret til IT-produkter stammer fra selve produktionen af udstyret. Ved at opkøbe brugt IT-udstyr, dataslette og sætte det i stand for at kunne sælge det igen som genbrugt IT-udstyr er Refurb således med til at bekæmpe de millioner tons af CO2-udslip, som miljøet udsættes for.
I 2010 beskæftigede Refurb en sølle medarbejder, anno 2019 er personalestyrken vokset til 45 medarbejdere i et 3000 kvm. moderne remarketingcenter i. Refurb A/S er én blandt 3 virksomheder i Norden, der er autoriseret af Microsoft til at lægge Microsoft software på brugt IT udstyr.
Refurb A/S er etableret i 2008 af Ulrik Hjul Andersen, Martin Bjørn Mikkelsen og Peter Jensby Hove med førstnævnte som adm. direktør.
Nu har Ulrik Hjul Andersen valgt at træde tilbage og overlevere direktørstolen til den nuværende forretningsdirektør Jakob Pedersen Kokfelt, der overtager rollen som adm. direktør pr. 12. august 2019, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
”Ulrik Hjul Andersen har gjort et helt igennem fremragende stykke arbejde med at lede og tilpasse virksomheden igennem en lang periode med konstant vækst. Vi er derfor glade for at Ulrik har valgt at fortsætte i forretningen i et nyetableret projekt, der har potentialet til at blive et selvstændigt forretningsområde. Bestyrelsen ser frem til at fortsætte væksteventyret med Jakob Pedersen Kokfelt som ny adm. direktør for Refurb A/S.”
Seks års tilløb
Jakob Pedersen Kokfelt har været i Refurb A/S siden 2013. Han er uddannet cand. merc. med speciale i statistik. Før det en bachelor i Business Administration and Sustainability. Jakob Pedersen Kokfelt har indtil udnævnelsen som Adm. direktør i Refurb A/S fungeret som Forretningsdirektør med ansvar for forretningsudvikling og drift.