Fitness World rykker ind i gamle universitetsbygninger på Trøjborg
17. januar kommer der atter liv i Trøjborg-komplekset i form af et fitnesscenter.
Danmarks største fitnesskæde rykker ind i historiske bygninger på Niels Juels Gade på Trøjborg.
Det drejer sig om Fitness World, som 17. januar slår dørene op i det såkaldte Trøjborg-kompleks, hvor der siden 1960’erne og indtil for nylig husede nogle af Aarhus Universitets humanistiske fag. Forinden rummede komplekset flere forskellige fabrikker, herunder en magarinefabrik tilbage i 1910’erne.
»Det bliver et stort og nyt center på 2.000 kvadratmeter i to plan med to holdsale, en bikesal og et stort åbent område til funktionel træning,« fortæller Sara Lind Frederiksen, der er såkaldt District Manager i Fitness World.
»Vildt god beliggenhed«
Hun har også ansvaret for to andre centre på henholdsvis Nørreport og Skanderborgvej, men startede sin karriere i Nørrebrogade-afdelingen, der nu er lukket for at flytte til Trøjborg.
»Det har længe været uvist, om hvornår bygningen, vi var i på Nørrebrogade, skulle rives ned, så derfor er valget faldet på Trøjborg, hvor vi får meget mere plads og helt nyt udstyr. Jeg synes, vi har fået nogle fine, store lokaler på Trøjborg, hvor der er en vildt god beliggenhed. Mange af vores medlemmer bor i forvejen i området, så det giver rigtig god mening at flytte dertil,« forklarer Sara Lind Frederiksen, som får 50 medarbejdere tilknyttet det nye sted.
I den nye afdeling på Niels Juels Gade 84 kan der både trænes fitness, bike, styrke og cardio.
Det har taget et par måneder at få istandsat lokalerne med nye lofter og gulv, og alle interesserede er velkomne på åbningsdagen.
Her vil der være holdevents, dj, festlige indslag og produktprøver. Der er også mulighed for at møde personlige trænere og holdinstruktører.
»Lige præcis på åbningsdagen gør vi noget særligt ud af det, og alle er velkomne - også ikke-medlemmer, der bare har lyst til at se, hvad der er sket med de gamle universitetsbygninger indvendig,« siger Sara Lind Frederiksen.
17. januar er der allerede åbent fra klokken 5, og der lukkes til midnat. Sådan bliver åbningstiderne også fremadrettet, oplyser Sara Lind Frederiksen.