Dramatisk soloulykke: Lastbilchauffør i kritisk tilstand
Tirsdag morgen bragede en lastbil igennem autoværnet på Østjyske Motorvej og torpederede en betonpille af endnu ukendte årsager. Chaufføren er indlagt i kritisk tilstand.
Opdateret kl. 10.03: Sydøstjyllands Politi bekræfter over for Lokalavisen, at chaufføren i lastbilen er afgået ved døden i løbet af morgenen.
Et dramatisk solouheld på Østjyske Motorvej har tirsdag tidlig morgen lammet trafikken.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Lokalavisen.
En lastbil er af endnu ukendte årsager kørt gennem et autoværn og direkte ind i en betonpille. Føreren af lastbilen er i øjeblikket indlagt i kritisk tilstand, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Steffen Wolf, til Lokalavisen.
Lastbilen er forulykket i nordgående retning på motorvejen mellem afkørsler 57 og 56a, og motorvejen er i øjeblikket spærret i begge retninger. Politiet modtog anmeldelsen af uheldet omkring 05.00.
»Vi er i fuld gang derude, men det tager et stykke tid,« siger Steffen Wolf.
Indledningsvis meldte Vejdirektoratet ud, at man forventede genåbning ved 7-tiden, men seneste melding lyder, at der vil blive åbnet »i løbet af morgenen« skriver de på Twitter.