Stort ønske opfyldes: »Vi har lyttet og arbejdet intenst på at få padel til byen«
Den populære sport får nu også hjemme i Auning, der indvier sin første bane søndag 23. januar.
Søndag den 23. januar klokken 12 bliver den nye padelbane ved Auning Idræts- og Kulturcenter (AIK) officielt indviet.
Allerede fra morgenstunden bliver der dog spillet kampe på banen for specielt indbudte, og bliver der spillet kampe,
Håbet er således, at så mange som muligt for mulighed for at spille på banen allerede den første åbningsdag, lyder det fra formand for AIK Jeppe Friis.
»Anlægget har været lang tid undervejs, så jeg håber, at rigtig mange vil kigge forbi for at se det,« siger Jeppe Friis, som selv har spillet padel i et par år.
Stort ønske
Arbejdet med det nye padelanlæg har således stået på, siden der i januar 2020 var stort møde med borgerne og brugerne af centeret for at finde ud af, hvad fremtiden skal byde på for AIK.
»Padel var klart det, som brugerne efterspurgte allermest. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at vi kan vise, at vi har lyttet til og arbejdet intenst på at få det til Auning. Det har taget noget tid, men nu står det klar til at tage i brug, og det er jo fantastisk, at vi kan give endnu et sportstilbud,« uddyber Jeppe Friis.
I AIK’s masterplan står byggeriet af en tilbygning til den ene af centerets haller som et af de næste store projekter. Hvis den udendørs padelbane ender med at blive en succes, kan det også resultere i, at fremtiden byder på indendørs padel i Auning.
»I masterplanen har vi tiltænkt, at en ny hal skal kunne indeholde to indendørs padelbaner. Der er ikke skrevet noget i hverken granit eller sten endnu, for en ny hal er jo et dyrt projekt, men lige nu er planerne altså, at der kan blive plads til to indendørs baner, og det kunne jo være fantastisk at kunne tilbyde i Auning,« siger Jeppe Friis, som også åbner for muligheden for at udvide med udendørs overdækkede baner, hvis behovet opstår, før det er muligt at realisere en ny hal.
Appellerer til alle
Padel er igennem de seneste år blevet umådeligt populært over hele landet, og formanden er derfor også svært tilfreds med, at sporten nu også har nået Auning. Ikke mindst på grund af dens brede appel, som sagtens kan bruges som en familieaktivitet.
»Padel kan spilles af alle efter en kort introduktion, og med alle mener jeg, at for eksempel fire spillere fra to - eller måske endda tre generationer sagtens kan spille sammen og få en god og sjov kamp, hvor alle er blevet udfordret,« uddyber Jeppe Friis.
Den nye padelbane er placeret i gården mellem svømmehallen og Hal B.
Her kan der også spilles i de sene aftentimer hvor banen vil være oplyst. Fra 23. januar kan man booke bats, bolde og spilletider mellem klokken 8 og 23 via AIK’s hjemmeside.