Giftfund i søer og vandløb: Spis ikke fisk herfra!
Nye fund af det giftige stof PFOS betyder, at Aarhus Kommune i fraråder at spise fisk fra flere områder.
Aarhus Kommune fraråder nu, at man ikke tager fisk fanget i Koldkær Bæk, Egåen og Egå Engsø med hjem og spiser.
Det sker efter, at analyser af vandprøver fra Koldkær Bæk samt fire fisk fanget i Egå Engsø har påvist mindre forekomster af stoffet PFOS, der er giftigt for mennesker.
»Fundet i fiskene ligger under aktionsgrænsen, så det er ikke påkrævet, at vi iværksætter tiltag. Vi har dog i samråd med Fødevarestyrelsen og ud fra et forsigtighedsprincip valgt at fraråde at man tager fisk med hjem og spiser. Man kan altså godt fiske i Koldkær Bæk, Egåen og Egå Engsø, men man bør ikke spise fiskene,« siger områdechef ved Teknik og Miljø, Simon Grünfeld, i en pressemeddelelse.
Koldkær Bæk
Aarhus Kommune vil i de kommende måneder løbende foretage målinger af mulig PFOS i fisk fra vandløbene og engsøen. Hvor længe, kommunen vil fraråde at spise fisk de pågældende steder er endnu uvist.
Der er også for første gang fundet mindre forekomster af PFOS opstrøms og nedstrøms i Koldkær Bæk mod udløbet til engsøen. Igen er det ifølge kommunen værdier, der er så små, at de er tæt på detektionsgrænsen.
Aarhus Vand advarer stadig mod at bade og fiske i regnvandsbassinet ved brandskolen.