Fortsæt til indhold

Efter borgmesterens udmelding om at styrke fællesråd: »Vi savner mere at blive hørt«

Lokale fællesrådsformænd er positive overfor borgmester Jacob Bundsgaards (S) udmelding om en styrkelse af kommunens fællesråd.

Samfund

Fællesrådene skal styrkes, lød budskabet for nylig fra borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Det skal blandt andet ske gennem en bedre erfaringsudveksling mellem de lokale fællesråd og kommunens forvaltninger, hvilket ikke overraskende bliver taget godt imod af fællesrådsformænd, som Lokalavisen Aarhus har snakket med.

»Det er en fantastisk god idé, som vi tidligere har efterlyst. Når vi skal have et samspil med kommunens forvaltninger, så mangler vi jo tit noget teknisk hjælp, og der er ingen tvivl om, at det vil styrke borgernes mulighed for at deltage kvalificeret i debatterne, hvis vi kunne trække på kommunen,« lyder det fra Flemming Larsen, der er formand for Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd og sidder i en fælles arbejdsgruppe for alle kommunens fællesråd, og uddyber:

»Fællesrådene er jo oftest bedst til at snakke. Vi er ikke gode til at tegne skitser, og vi ikke er gode til budgetter. Der vil det være rigtig godt, hvis vi kunne trække på den viden, som er i den kommunale forvaltning.«

Borgmesterens ord bliver også vel modtaget af Inger Thranholm, der er formand for fællesrådet i Skødstrup:

»Jeg synes, at det er herligt, at der bliver sat fokus på, at vi skal have et godt samarbejde med Aarhus Kommune, for jeg føler, at vi har svært ved at blive set ude i oplandet,« siger hun til Lokalavisen Aarhus.

Flemming Larsen fra Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd forventer, at flere vil bakke op om fællesrådene, hvis de får tilført flere kompetencer. Arkivfoto

»Vi har mange kompetencer«

Flemming Larsen fra Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd forventer, at det ligefrem kan gavne fællesrådenes popularitet i lokalområderne, hvis der er handling bag borgmesterens ord.

»Jo større indflydelse fællesrådene får, jo større lokal opbakning vil der også være for fællesrådene i lokalsamfundene. Der er ingen tvivl om, at det vil gavne idéen om en lokal medvirken og borgerindflydelse i oplandsområderne,« fortæller han, imens Inger Thranholm dog savner, at borgmesteren er lidt mere konkret i hans udmelding om, at fællesrådene skal have flere kompetencer.

»Vi har mange kompetencer herude i forvejen. Vi er mange ildsjæle, som er meget engagerede. Vi savner mere at blive hørt,« fortæller hun og påpeger et konkret område, hvor hun savner hjælp fra kommunen:

»Vi har en infrastruktur, som ikke er ændret, siden dengang Grenåvej var hovedvej ud til Djursland. Der kunne vi godt bruge nogle folk fra kommunen til at kigge på det. Vi synes, at det er lidt svært at få sat fokus på forholdene herude,« fortæller hun.

God dialog med bygherrer

I forbindelse med borgmesterens snak om en styrkelse af fællesrådene lagde han også vægt på, at der skulle stilles flere krav til bygherrer.

»De skal mere på banen og i dialog med lokalområderne. De er nødt til at være tydeligere i, hvilken værdi de bringer til et lokalområde, så man ikke bare oplever, at der kommer nogen og tager en udsigt eller skaber trængsel på vejene,« sagde han blandt andet til Lokalavisen Aarhus.

Det er Flemming Larsen fra Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd enig i, da han mener, at det er alt for sent først at blive inddraget i en eventuel høringsfase.

»Virkeligheden er sådan, at når et projekt er i høringsfasen, så er den stor set klappet af. Det er i hvert fald sjældent, at det rykker noget. Jeg vil så skynde mig at sige, at vi i stigende omfang oplever, at byudviklere netop kontakter fællesrådene tidligere i processen,« fortæller han.

Samme oplevelse har hans kollega i Skødstrup Fællesråd, som føler, at bygherrer er gode til at inddrage lokalsamfundet tidligt i processen. I stedet mener hun, at Aarhus Kommune måske skal kigge indad, når det kommer til at inddrage fællesrådene på et tidligt stadie.

»Dengang Aarhus Kommune fik solgt 140 kommunale byggegrunde på Løgten Østervej, der havde den ikke involveret fællesrådet herude, så vidt jeg ved.«