Danmarks billigste »herregård« solgt: Så stort afslag måtte sælger give
Christian den IV, har engang overnattet i mere end 600 kvadratmeter stor bolig.
Det gælder om at slå hurtigt til, hvis man spotter en ejendom, man gerne vil have.
Det har en køber gjort i forhold til den herskabelige hovedgård Veerst Præstegaard ved Vejen.
Én måned nåede herregården at være til salg, inden den blev solgt for 4.930.000 kroner, skriver boligmediet Boliga.dk.
Den historiske ejendom i den lille sydjyske by Veerst, der senere er blevet omdannet til en præstegård, er dermed Danmarks billigste »herregård.«
Det var ikke første gang, at den herskabelige hovedgård, som tilbage i 1500-tallet fungerede som herregård for adlen, har været udbudt til salg. Tværtimod har den siden slutningen af nullerne været til salg af flere omgange, men denne gang var der jackpot.
En af de mest kendte danske konger, Christian den IV, har engang overnattet i den mere end 600 kvadratmeter store bolig, der byder på otte værelser.
Prisen blev der ikke pillet synderligt ved. Det blev altså til et lille afslag på 65.000 kroner under den oprindelige udbudspris på 4.995.000 kroner, som den tidligere herregård kom til salg med i efteråret.
Flere herregårdshandler i det jyske
Veerst Præstegaard ved Vejen er ikke den eneste herregårdshandel, som gik igennem i det jyske sidste år.
I Bramslev Bakker uden for Hobro, med udsigt til Mariager Fjord, blev herregårdshotellet Bramslevgaard nemlig solgt lige inden årsskiftet.
Da den historiske landejendom ramte markedet tilbage i februar sidste år, var det med en svimlende udbudspris på 35 millioner kroner. Prisen placerede landejendommen i toppen af det jyske boligmarked, som det dyreste udbud ifølge Boliga.dk.
28 værelser, en restaurant, et wellness-center og tilhørende 67 hektar jord er blandt de faciliter, de nye ejere af landejendommen overtager.
Historien endnu ikke noget om, hvor tæt beløbet, som de nye ejere har betalt for at overtage hotellet, er på udbudsprisen.