Fortsæt til indhold

Generationsskifte i landsby: Børnefamilierne strømmer til

Det boomer af børnefamilier og børn i Vester Velling, og nu vil landsbyen have renoveret sit mødested, Vester Velling Forsamlingshus.

Samfund

Nogle i Vester Velling kan huske, at der i 1990’erne var tæt på 40 børn, der stod og ventede på skolebussen om morgenen. Så blev de voksne, og i en årrække var der ikke særlig mange børnestemmer rundt om i byen. I dag taler man om et regulært børneboom i Vester Velling. Der er nu 48 børn, og to mere er på vej.

»I øjeblikket er vi tre på barsel og indenfor en god måneds tid kommer der to børn mere. Vi kan jo samle mødregrupper herude nu,« fortæller Maria Høver, der selv er på barsel med sit tredje barn.

Tilbage til landsbyen

Maria og hendes mand flyttede til Vester Velling i 2015 og stiftede familie. De har nu tre børn. Mange andre unge har ligesom dem købt hus i landsbyen og har stiftet familie. De kommer både fra opland og fra storby. Et generationsskifte er i fuld gang.

Maria kommer fra Skjød og hendes mand fra Galten. Ligesom andre ønsker de at give deres børn den bedste start.

»Det fede er, at så mange nu vil tilbage til det landsbysamfund, de måske selv er vokset op med, og give det videre til deres egne børn.«

’Vester Velling Kælling’

De mange nytilkomne giver liv i idrætsforeningen og i forsamlingshuset. De melder sig ind, måske ovenikøbet i bestyrelsen for at give et nap og komme i snak med de andre, og de møder op til arrangementerne. Det sociale hænger sammen.

»Der bliver drukket kaffe på kryds og tværs,« smiler Maria Høver.

Hun er selv med på byens chat-gruppe ’Vester Velling Kælling’.

»Det er byens damer, der har startet den. Her kan man ret hurtigt få kommunikeret, hvis man tager på legepladsen og vil høre, om andre vil med.«

Vester Velling Kælling bruges også, hvis der er brug for en hjælpende hånd til juletræsfesten, Sct. Hans-festen eller lignende.

»Dem der ikke vil sidde i bestyrelserne, melder sig på herinde og tilbyder hjælp. Og så er det altså ikke så svært at sætte noget i gang.«

Maria Høver understreger, at alle er velkommen. Dem der ikke er med i chat’en kommer forhåbentlig, når de hører om de arrangementer, der finder sted.

’Underværker’

Lige nu forsøger Vester Velling at gøre byens gamle og noget slidte forsamlingshus til et af Realdanias ’Underværker’, der støtter fællesskaber i bygninger og byrum. Der er blevet sendt en projektbeskrivelse, gode argumenter og et ønske om at få bevilget to millioner kroner.

»Behovet for et samlingspunkt, der kan rumme vores aktiviteter er enormt. Mange børnefamilier er kommet til og vi har stor efterspørgsel på de lokale arrangementer,» hedder det i ansøgningen.

Man kan læse mere på Realdanias site ’Underværker’. Her kan man også gå ind og stemme. Kun de projekter, der får over 500 stemmer, kommer i betragtning. Fristen er 7. februar klokken 12.

Maria Høver er optimistisk. Allerede fem dage efter at projektet var oprettet 15. januar, manglede kun 37 stemmer.

»Mit forsamlingshus«

Forsamlingshuset samarbejder med menighedsrådet og idrætsforeningen om tilbagevendende begivenheder. Det er blandt andet en kirkelig handling for de ældre og efterfølgende fællesspisning for 90 mennesker fire gange årligt, børnesang/rytmik i kirken og efterfølgende fællesspisninger for familierne i forsamlingshuset og sommerfest med 100 mennesker til spisning. Derudover er der fastelavn, juletræ, ladies night, ølsmagning, LAN-party, julebanko med mere. Cirka 50 af de lokale holder fælles nytårsaften i huset.

Det er ikke kun selve arrangementerne, der er vigtige. Faktisk er forberedelserne sammen med børnene lige så hyggelige. De er med, når der fældes juletræ, pyntes, males tønder til fastelavn med mere.

»De elsker det lige så meget som selve arrangementet,« smiler Maria.

Hendes datter på fire udtrykte meget sigende hendes forhold til huset, da hun for nylig mødte nogle af de nye i byen:

»Kommer I ikke hen og spiser i mit forsamlingshus.«