Nu forklarer Støjberg sig: Derfor takkede hun nej til formandsposten
I den såkaldte “digitale træffetid” forklarer den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg nu, hvorfor hun ikke greb ud efter positionen som formand i Dansk Folkeparti.
I en livestream på sin Facebook-profil mandag svarede den tidligere udlændinge- og integrationsminister og næstformand i Venstre Inger Støjberg bl.a. på spørgsmålet om, hvorfor hun ikke valgte at stille op som kandidat til formandsposten i Dansk Folkeparti.
»Jeg synes selv, at det ville være helt forkert at stille op som formand i et parti, man ikke har været med i,« lød det bl.a. fra Inger Støjberg i et format på sin Facebook-profil, som hun har valgt at døbe den “digitale træffetid”.
»Jeg har det grundlæggende sådan, at hvis man stiller op som formand i et parti, så skal man i hvert fald mindst havde slidt to biler op på landevejene ude i baglandet,« sagde Støjberg.
Det beretter Ritzau ifølge TV 2.
Flere prominente skikkelser i Dansk Folkeparti har ellers højlydt og offentligt den seneste tid talt varmt for, at netop Inger Støjberg skulle stille op som formand for partiet. Men i begyndelsen af januar stod det altså klart, at det ikke ville blive et muligt scenarie.
Efterfølgende har den tidligere Venstre-profil sågar takket nej til et job hos Dansk Folkeparti.
Sidenhen har Inger Støjberg derimod takket ja til en tjans som klummeskribent i Ekstra Bladet.