Fortsæt til indhold

Skat på skoleskemaet: Unge skal have bedre greb om privatøkonomi

Skattesystemet skal på skoleskemaet på landets skoler for at give unge en bedre forståelse for, hvordan og hvorfor skattesystemet herhjemme fungerer, som det gør, og hvordan man tilpasser sin privatøkonomi.

Samfund

Den første lønseddel kan være en kryptisk størrelse, når man er ung.

Trækprocenter, fradrag og frikort kan ved første øjekast få mange til at klø sig i håret, og det kan måske være svært at gennemskue, hvor ens skattekroner ryger hen.

Det vil Skattestyrelsen i hvert fald forsøge at gøre op med i en ny kampagne ’Skat på skoleskemaet’, hvor det danske skattesystem vil blive en del af pensum på landets skoler.

Det skriver DR.

»Konceptet går ud på, at folkeskoler, gymnasier og erhvervsuddannelser kan bruge det her til at få en grundlæggende indsigt i, hvordan vi finansierer det samfund, vi er en del af. Og hvordan borgerne bidrager til det via skattebetalingen,« siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen, til mediet.

Unge får ingen hjælp til privatøkonomien

Det er en god idé at give unge en grundlæggende forståelse for, hvordan skattesystemet fungerer, og hvordan man medregner skattebidraget i sin egen privatøkonomi. I hvert fald hvis man kigger på en nyere undersøgelse fra Trygfonden og Forbrugerrådet Tænk.

Det ser lidt sort ud for mange unge mennesker
Morten Bruun Pedersen, Cheføkonom, Forbrugerrådet Tænk

Undersøgelsen af Epinion - viser, at hver femte ung herhjemme aldrig har fået hjælp, råd eller introduktion til privatøkonomi og forbrug, mens ti procent af unge voksne har oplevet at have brug for råd eller vejledning til økonomi uden at kunne få eller finde det.

Cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen, siger til DR, at der er rigtig mange danske unge, der står dårligt rustet i forhold til budgetter og privatøkonomi.

»De føler sig meget overladt til sig selv og alene i forhold til deres problemer med deres privatøkonomi. De ved faktisk heller, hvem de skulle spørge om, hvordan de klarer deres problemer. Så det ser lidt sort ud for mange unge mennesker.«.