Halv million danskere kan ende i coronaisolation - samtidig
En analyse foretaget af Dansk Industri vurderer, at op mod en million danskere kan risikere at være hjemsendte i isolation samtidig i slutningen af januar. Ekspert siger, tallet sandsynligvis er mindre, men stadig »voldsomt stort«.
Smittetallene er fortsat på himmelflugt herhjemme, og dagligt sættes der nye rekorder for, hvor mange danskere, der er testet positiv for coronavirus.
Som reglerne for isolation er stykket sammen nu, kan det få betydning for op mod en million danske arbejdstagere. I hvert fald ifølge en ny analyse, som brancheorganisationen Dansk Industri har lavet.
Den 19. januar var i alt 190.000 personer smittet med coronavirus inden for syv dage, og ifølge Dansk Industri anslås det, at et sted mellem 190.000 og 350.000 danskere efter anbefalingerne er i isolation som pårørende til de smittede.
I onsdags meddelte Dansk Industri, at der i øjeblikket er 70 procent mere sygefravær end normalt på denne årstid.
Baseret på Statens Serum Instituts prognoser med op til 55.000 daglige smittetilfælde, vil det med Dansk Industris regnemodel sende det samlede antal isolerede - både smittede og nære kontakter - op omkring én million danskere i slutningen af måneden.
Virolog: Nærmere en halv million
Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, mener, at den fremskrivning er til den høje side, forklarer han til Ekstra Bladet lørdag.
Ifølge hans beregninger vil 350.000 smittede sende 200.000 kontakter i isolation, og dermed vil antallet af danskere i coronaisolation ”kun” nå en halv million.
»Selvom det ikke er en million, så er det stadig nogle voldsomt store tal,« siger han til Ekstra Bladet.
Det er ikke alle isolation, der vil være ramt af symptomer, medgiver forskeren. Han anslår, at der med Omikron-varianten er 50 procent risiko for symptomer, der er til gene, og derfor vil noget af sygefraværet være uundgåeligt.
»Men der vil altså være en stor del af de isolerede, der har ingen eller meget få symptomer, enten fordi de er asymptomatiske, eller fordi de er nærkontakter,« siger han til Ekstra Bladet.
Eksperter tror på ændring i isolationskrav
Tidligere på ugen var flere eksperter på banen og anbefale ændringer i isolationskravene - netop for at dæmme op for det store sygefravær, der rammer det danske arbejdsmarked og skaber store udfordringer blandt andet i dagtilbud landet over.
Blandt andet Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, der i onsdags kaldte det »en god idé« at forkorte isolationsperioden fra de gældende ti dage ned til fem eller helt ned til tre dage, hvis man ikke har symptomer og kan fremvise to negative lyntest-resultater inden for 12 timer, forklarede han til TV2.
Torsdag skrev Sundhedsstyrelsen i en mail til Ekstra Bladet, at de er i gang med at se på anbefalingerne om isolation med en forventning om en snarlig ændring i anbefalingen.
»Sundhedsstyrelsen vil komme med en udmelding om eventuelle ændringer i den nærmeste fremtid.«