Fortsæt til indhold

Corona: Halvdelen af eleverne på Præstemarkskolen er fraværende

Over 200 elever på Præstemarkskolen i Søften blev smittet med coronavirus i sidste uge.

Samfund

Præstemarkskolen i Søften er for tiden meget plaget af coronasmitte.

28 medarbejdere og omkring halvdelen af skolens 650 elever er mandag 24. januar fraværende, fordi de er smittet med coronavirus eller nærkontakt til en smittet og derfor skal isolere sig og blive hjemme fra skole.

I løbet af sidste uge blev 218 elever smittet, og yderligere 60 elever er i weekenden testet positive. Nogle af dem har ”kun” taget en kviktest og skal have taget en opfølgende PCR-test, men erfaringen på skolen er, at næsten alle dem, der er testet positive i en kviktest, også viser sig at få en positiv PCR.-test.

»Det er meget få, som har en positiv kviktest og derefter får en negativ PCR-test,« fortæller skoleleder Berit Hansen Thaarup.

Hybridundervisning

De mange fraværende elever betyder, at der i nogle klasser er ganske få elever tilbage. Lige nu er der fem eller færre elever i flere af 3. klasserne, oplyser skolelederen, men man må ikke bare slå klasserne sammen, og med de mange fraværende undervisere er det umuligt at have en fast lærer i alle klasserne.

I sidste uge havde de fire 7. klasser såkaldt hybridundervisning. Det gik ud på, at eleverne sad i hver deres klasse, men havde fælles onlineundervisning, og så gik der to vikarer rundt i de fire klasser og hjalp eleverne.

»Lærerne må gerne vandre mellem flere klasser, og nogle lærere må holde opsyn med flere klasser,« fortæller skoleleder Berit Hansen Thaarup.

»Det bliver mere og mere problematisk i takt med, at også vikarerne bliver smittede. Lærerne må virkelighed bruge fantasien i forhold til, hvordan de underviser, og i hvilket stof, for de kan jo ikke undervise i noget nyt og svært, når så mange elever er væk. De fraværende elever skal jo også lære det, og det kræver stor omstillingsparathed fra medarbejderne,« siger skolelederen,. som roser forældrene for at efterkomme vejledninger og være gode til at kommunikere med skolen.

Ikke samme kvalitet

Præstemarkskolen i Søften og Ulstrup Skole er for tiden de hårdest coronaramte folkeskoler i Favrskov Kommune, men der er generel rigtig meget smitte på skolerne, oplyser Hans Minor Vedel, direktør for Børn og Kultur. Han påpeger ligesom Præstemarkskolens skoleleder, at det i den nuværende situation ikke er muligt at undervise på normalt niveau.

»Skolerne håndterer det fint, men de er ude i fuld længde, og det er klart, at kvaliteten af undervisningen ikke er den samme, når der er så mange vikarer,« siger Hans Minor Vedel.

Præstemarkskolen havde indtil i år været ret forskånet for coronasmitte og havde indtil jul haft maksimalt 30 smittede elever. Smitten begyndte at tage fart i uge 2, og i uge 3 blev det som nævnt meget slemt med 218 smittetilfælde. Nogle af de smittede elever begynder nu at vende tilbage på skolen, mens andre elever som nævnt er nysmittede.

Hver 10. smittet

Søften er i øjeblikket et af de sogne i Danmark, der har det allerhøjeste smittetryk. Ifølge den seneste opgørelse fra SSI har Søften Sogn mandag 24. januar en incidens på 10.602. Det svarer til, at mere end hver tiende indbygger i Søften i den seneste uge er konstateret smittet med coronavirus. Helt konkret drejer det sig om 345 personer ud af sognets 3.254 indbyggere.

Blot fem af Danmarks over 2.000 sogne har et højere smittetryk end Søften. Blandt dem er et andet lokalt sogn, Vester Velling, hvor incidensen er på 10.743. Incidensen i Vester Velling dækker over, at 39 af de 710 indbyggere er testet positive indenfor en uge. Vester Velling skiller sig desuden ud ved at have en skyhøj positivprocent på 50. Det vil sige, at halvdelen af de PCR-testede rent faktisk har været positive.