Har du en grøn idé, som fortjener 10.000 kroner?
Man kan søge om støtte til klimavenlige idéer på op til 10.000 kroner per aktivitet.
Favrskov Kommune har afsat en klimapulje på 60.000 kroner til at understøtte ildsjæle, organisationer og virksomheder i initiativer og aktiviteter i Favrskov, der bidrager til den grønne omstilling.
Midlerne kan søges til aktiviteter og initiativer, der bidrager til at sætte klimaet på dagsordenen og skabe samarbejder på klimaområdet, herunder arrangementer under de årlige Klimauger i uge 13 og 14.
Den samlede pulje er på 60.000 kroner, men der kan maksimalt søges om støtte op til 10.000 kroner per aktivitet, og det er muligt at søge om tilskud til mere end én aktivitet.
Der kan søges tilskud til udstyr og redskaber, lokaleleje, konsulentydelser, særlige enkeltstående arrangementer, opstart af nye aktiviteter, samarbejder og partnerskaber, markedsføring og oplysende events.
Tilskuddet må ikke bruges med henblik på medlemshvervning, i partipolitisk øjemed eller reklame for egen forening/virksomhed og så videre. Desuden gives der ikke støtte til projekter, der kun berører en enkelt husstand, ligesom der heller ikke kan søges penge til lønninger, ansættelser, interne goder samt aktiviteter eller initiativer med et kommercielt formål.
I ansøgningen skal man komme med nogle bud på, hvilke positive effekter aktiviteten kan have. Deadline for ansøgning er 1. februar.