Smittetallene er stadig på himmelflugt – men antallet af intensivpatienter falder
Det er det seneste døgn registreret 46.747 nye smittetilfælde med coronavirus. Men antallet af indlagte patienter på intensiv er faldet med fire siden tirsdag.
Det seneste døgn er der blevet registreret 46.747 nye smittetilfælde med coronavirus. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag eftermiddag.
Heraf har 3.028 af de nye smittetilfælde tidligere været smittet.
De 46.747 positive smittetilfælde er fundet ud af i alt 213.616 pcr-tests. Og det giver dermed en positivprocent på 21,81. Mere end hver femte pcr-test viste sig altså at være positiv.
Positivprocenten er samtidig den højeste til dato, melder Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
Samtidig har smittetallet været over 40.000 fem ud af de seneste syv dage.
Antallet af intensivpatienter falder
Antallet af indlagte personer, der er indlagt med coronavirus er steget til 938 – det er dog ikke alle patienter, der er indlagt som følge af coronavirus.
40 patienter er i øjeblikket indlagt på landets intensivafdelinger på grund af coronavirus. Det er fire patienter færre end tirsdag.
Heraf får 25 hjælp fra en respirator.
Professor: »Epidemien går stadig rigtig hurtigt«
Ifølge B.T. udtaler Lone Simonsen, professor og leder af pandemiforskningscentret på Roskilde Universitet, til Ritzau:
»Jeg lægger mærke til, at epidemien stadig går rigtig hurtigt i samfundet. Men jeg bider især mærke i, at antallet af intensivpatienter og antallet af dødsfald holder sig stabilt.«
»Faktisk falder antallet af intensivpatienter,« siger Lone Simonsen.
Det er registreret 21 dødsfald det seneste døgn relateret til coronavirus.