Efter ét år med ny samtykkelov: Mere travlt for domstolene med voldtægtssager
Der er sket mere end en fordobling af antallet af tiltaler for voldtægt fra 2020 til 2021, hvor den nye samtykkelov trådte i kraft. Det er dog for tidligt at sige noget om domstallet, lyder det.
I 2021 fik domstolene alt andet lige mere travlt med voldtægtssager. Nye tal viser, at der sidste år var langt flere tiltaler for voldtægt end det foregående år.
Tal fra Rigsadvokaten viser, at der i 2021 var 1680 sigtelser for voldtægt, mens antallet af tiltaler lå på 740. Tallene dækker også over betegnelsen »anden kønslig omgang end samleje«.
Det skriver Ritzau ifølge TV2.
Det er en markant stigning fra 2020, hvor der var 1079 sigtelser og 340 tiltaler og over for Ritzau siger Trine Baumbach, strafferetsprofessor på Københavns Universitet, at det tal er meget positivt i relation til den nye lov, der trådte i kraft 1. januar 2021.
»Jeg synes, det her tal indikerer, at der virkelig er sket et skred - blandt andet med den nye samtykkelovgivning,« siger hun.
Antallet af domme er dog faldet en smule fra 2020 til 2021 - faktisk så man sidste år syv færre domme end de 255, der blev afsagt i 2020, men Trine Baumbach mener, 2021-tallet for domme er en besværlig størrelse at vurdere ud fra.
Coronakrisen har givet et efterslæb hos domstolene, og derfor vil der i mange af sagerne, rejst i 2021, er enten ikke startet eller stadig i gang - og derved vil dommen først falde i år.