Fortsæt til indhold

Slagter ignorerer Fødevarestyrelsen: Får ny sur smiley og bøde på 10.000 kroner

Slagter Knud Schou bliver ved med at drive butik, selvom Fødevarestyrelsen har lukket butikken på grund af dårlig hygiejne.

Samfund

Fødevarestyrelsen skred straks ind efter et kontrolbesøg 9. december 2021 hos Gårdbutikken Bakkjærsminde ved Laurbjerg. Slagterbutikkens hygiejne var så dårlig, at den tilsynsførende gav butikken et straksforbud mod at producere, købe og sælge fra adressen. Butikken blev med andre ord lukket, indtil forholdene bliver bragt i orden.

Slagter Knud Schou havde ingen bemærkninger til Fødevarestyrelsens sanktion, men sagde i et interview med Lokalavisen, at han nogle dage forinden kontrolbesøget havde lukket butikken.

Forbrugerhenvendelse

Fødevarestyrelsen har sidenhen fået en henvendelse fra en forbruger, der efter 9. december havde købt ænder og flæskesteg fra slagteren. Styrelsen tog 5. januar 2022 derfor på endnu et kontrolbesøg hos gårdbutikken for at undersøge forbrugerhenvendelsen. Der var ikke produktion på kontroldagen, men en stikprøvekontrol afslørede adskillige overtrædelser af forbuddet fra 9. december.

En faktura og ordrebekræftelse afslørede, at butikken havde købt 60 kilo ænder og 37 kilo kalkun, og mindst tre kunder har købt kalkun og betalt med Mobile Pay.

Åbnet spand med gryderet opbevaret i køleskab ved Fødevarestyrelsens kontrolbesøg 9. december hos Knud Schou. Foto: Fødevarestyrelsen

En anden faktura fra 26. december viste salg af impala og kænguru fra slagteren, der har været kendt for at gøre sig i eksotiske kødvarer.

En faktura fra 17. december afslørede, at butikken 9. december havde solgt 40 sandwiches – hvilket Knud Schou tidligere har indrømmet overfor Lokalavisen.

Den 10. december blev der ifølge kontrolrapporten solgt 15 styk julebuffet med mere til en kunde, mens en anden kunde samme dag havde købt vandbøffel.

Det fremgår i øvrigt heller ikke af gårdbutikkens hjemmeside, at den er lukket af Fødevarestyrelsen.

Røgede gedekøller i kølerummet ved Fødevarestyrelsens kontrolbesøg 9. december hos Knud Schou. Foto: Fødevarestyrelsen

Sur smiley og bøde

Gårdbutikken havde ifølge kontrolrapporten ingen bemærkninger til den tilsynsførendes bemærkninger til kontrolbesøget 5. januar, som udløste en ny sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.

Lokalavisen Favrskov har kontaktet slagter Knud Schou for at få en kommentar til hans seneste sure smiley og bøde fra Fødevarestyrelsen, men han er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.

Det er langtfra første gang, at Knud Schous gårdbutik har fået en sur smiley. Ifølge TV2 Østjylland fik han i 2016, 2017 og 2018 i alt fire sure smileyer. De gentagne fejl og mangler med især rengøring og fødevarehåndtering førte til, at Fødevarestyrelsen dengang anmeldte ham til politiet.

Gryde anvendt til kogning af rullepølse ved Fødevarestyrelsens kontrolbesøg 9. december hos Knud Schou. Foto: Fødevarestyrelsen