Kraftigt blæsevejr lukker testcenter i Silkeborg
På grund af kraftig vind har Regionshospitalet Silkeborg været nødsaget til at lukke en stor del af Testcenter Silkeborg ned torsdag eftermiddag.
Torsdagens kraftige blæsevejr er så småt begyndt at volde problemer landet over. Og på regionshospitalet i Silkeborg er et testcenter på Ansvej voldsomt udfordret af det genstridige blæsevejr.
I et opslag på Facebook meddeler regionshospitalet, at man på grund af den kraftige vind har været nødsaget til at lukke et større test-telt ned resten af dagen i Testcenter Silkeborg.
»Vi bliver desværre nødt til at lukke det store test-telt af resten af dagen i Testcenter Silkeborg på grund af den kraftige vind i dag,« skriver Regionshospitalet Silkeborg i opslaget.
Et mindre test-telt vil dog fortsat holde åbent, men regionshospitalet understreger, at borgerne i området skal forvente en del ekstra ventetid, hvis man altså har en aftale torsdag eftermiddag.
»Hvis du vil undgå at vente ude i blæsevejret, kan du i stedet vælge at ombooke din PCR testtid til Viborg eller Horsens – begge steder har ledige tider i dag,« lyder det i opslaget.
Dertil opfordrer regionshospitalet til, at borgerne ikke møder op uden en tid, men i stedet ombooker potentielle tider på www.coronaproever.dk.