Fortsæt til indhold

Borgmesterens kone er død

Lars Storgaards kone Inge-Merete Juhl Storgaard er død af kræft i en alder af 64 år.

Samfund

Favrskovs nye borgmester Lars Storgaard har mistet sin kone, Inge-Merete Juhl Storgaard, der torsdag 27. januar døde efter længere tids kræftsygdom.

Det oplyser borgmesteren på facebook, hvor han fortæller, at hans hustru om eftermiddagen sov stille ind på Hospice Djursland, hvor hun var omgivet af sine nærmeste.

Lars, der er fra Ulstrup, og Inge-Merete, der kom fra Bjerringbro, har dannet par i 42 år. De mødte hinanden som unge og blev forlovet på borgmesterens 20 års fødselsdag 1. juni 1981.

Sammen har de døtrene Christina og Camilla og barnebarnet Arthur.

»Hun vil altid være højst elsket og dybt savnet,« skriver Lars Storgaard i sit opslag.

Inge-Merete Juhl Storgaard blev 64 år. Hun bliver begravet onsdag 2. februar klokken 11 fra Ulstrupbro Kirke.