Hver fjerde ansatte i børnehave kan ikke passe sit arbejde
Den udbredte coronasmitte har sendt medarbejdere i dagtilbud hjem på stribe, og mindst ti kommuner har måttet trække den såkaldte 'nødbremse'.
Fra tirsdag er det slut med coronarestriktioner, men smittetallene fortsætter med at buldre derudaf, og det giver vanskeligheder med at få vagtplanerne til at gå op på de danske arbejdspladser - ikke mindst i daginstitutionerne.
Ifølge Kommunerens Landsforening (KL) har næsten hver fjerde ansatte i børnehaver og vuggestuer landet over ikke kunnet passe sit arbejde i starten af denne uge.
Det skriver TV2.
23 procent af personalet har været hjemsendt på grund af smitte, ventet på testsvar eller har været i isolation fra mandag til onsdag i denne uge.
Samtidig har over 30 procent af institutionernes børn i alderen 0-6 år været hjemme i de samme dage, viser indberetninger fra 74 kommuner i en undersøgelse fra KL.
Det høje fravær fra medarbejderne har fået mindst ti af kommunerne til at trække i den såkaldte ’nødbremse’ i dagtilbudsloven - hvor en institution kan lukke midlertidigt ned eller begrænse åbningstider, hvis det ikke er muligt at dække hullerne i vagtplanen på nogen måde, uden økonomisk straf for ikke at overholde den såkaldte pasningsgaranti.
»Der findes mange fleksible og kreative løsninger. Vi har eksempelvis set kommuner som flytter personale ind fra andre områder eller andre institutioner,« siger Thomas Gyldal Petersen, der er formand for børne- og undervisningsudvalget i KL, til TV2.