Fortsæt til indhold

Dansk milliardær er død

Michael Antitsch Mortensen er død. Han blev 49 år.

Samfund
af

Den danske milliardær Michael Antitsch Mortensen er død.

Det meddeler selskabet Flügger ifølge en række medier i en pressemeddelelse tirsdag morgen – et selskab, han selv både var bestyrelsesformand og storaktionær i.

Michael Mortensen blev 49 år.

Meldingen om milliardærens alt for tidlige død er selvfølgelig blevet modtaget med stor sorg blandt kollegerne hos Flügger.

»Vores dybeste tanker og medfølelse går til Michaels familie i denne svære tid,« lyder det i pressemeddelelsen.

Her udtaler den administrerende direktør i Flügger group A/S, Sune Schnack, desuden:

»I mange år har Michael været et personligt forbillede for mig. Han har været en kæmpe støtte både personligt og professionelt. Han vil i den grad blive savnet. Jeg kondolerer, og mine tanker går til Michaels familie og hans nærmeste.«

Næstformand hos Flügger group A/S, Jimmi Mortensen, konstitueres nu som formand for bestyrelsen på baggrund af den triste nyhed.

»Det pludselige tab af Michael er ikke alene et stort personligt tab af en vigtig person og mentor, det er også et stort tab for Flügger og for dansk erhvervsliv, som har mistet en sand entreprenør og et overordentligt godt menneske. Mine tanker går til familien i denne enormt svære situation, der har efterladt alle i stort chok.«

Michael Mortensen byggede ifølge B.T. sin milliard-formue op gennem aktiviteter i bl.a. entreprenør- og udviklingskoncernen Casa og i Huskompagniet.

To virksomheder, der ifølge B.T. begge blev solgt i store handler til kapitalfonde.

Michael Mortensen har flere gange i løbet af de sidste år investeret i Flügger, hvor han til sidst kom op på cirka 30 procents ejerskab for mere end 350 millioner kroner.

Ekstra Bladet beretter, at Michael Mortensen med en formue på 2,7 milliarder kroner – ifølge den seneste opgørelse fra Økonomisk Ugebrev – kunne indtage en position som den 67.-rigeste i landet.

Michael Mortensen efterlader sig hustruen Bettina Mortensen og parrets to børn.