Rønde Fjernvarme fastholder varmeprisen i 2022
Det forbrugerejede varmeselskab, som har haft til huse på Skrejrupvej siden 1987, er på 14 år vokset fra 750 til 1.827 forbrugere. Vokseværket fortsætter.
Den eksplosive vækst i Rønde, Ugelbølle og Følle smitter selvfølgelig af på Rønde Fjernvarmeværk a.m.b.a.
På 14 år er det forbrugerejede værk vokset fra 750 til 1.827 forbrugere, men det er slet ikke slut endnu. Værkets mission er, at være den fortrukne varmeleverandør i området, og det går meget godt.
95 procent af de potentielle forbrugere får deres varme leveret fra Skrejrupvej, vurderer bogholder Heidi Liann Jarlund.
»Vi kan fortsat følge med tilgangen og skal nok få koblet nye forbrugere til løbende,« lover driftsleder Torben Olsen.
Han og Heidi Liann Jarlund er i januar, som det er tilfældet hos andre lokale fjernvarmeværker, blevet kontaktet af nervøse forbrugere som i kølvandet på historien om Gudenådalens Energiselskabs varslede prisstigning til kunderne på astronomiske 185 procent.
Den er senere så justeret ret så meget. Nu lyder varslet, at prisstigningen bliver på 43 procent for et standardhus, men alligevel.
»Jeg forstår da udmærket, at vores forbrugere blev bekymrede. Derfor er det også skønt at kunne fortælle dem, at Rønde Fjernvarmeværk fastholder varmeprisen i 2022,« siger Torben Olsen.
Den årlige varmeregning for et standardhus i Rønde er fortsat cirka 12.600 kroner om året. Det koster 25.000 kroner i tilslutningsafgift for nye forbrugere at komme med på ledningsnettet.
Rønde Fjernvarmeværk har i en årrække haft halm som primær varmekilde og træpiller som backup, hvis det bliver nødvendigt.
»Vi har en sikker aftale med Rønde Halmvarmeleverandørforening som er de lokale landmænds forening. Den har eksisteret stort set altid, mens der har været fjernvarmeværk på Skrejrupvej. Vi har et fortrinligt samarbejde,« roser Torben Olsen.
Rodskov er et spændende område og ligger naturligt til Rønde FjernvarmeværkDriftsleder Torben Olsen, Rønde Fjernvarme a.m.b.a.
Potentiale i Rodskov
Rønde Fjernvarmeværk har tidligere fået analyseret mulighederne for at levere fjernvarme til hastigt voksende Rodskov.
Derfor er man på banen med et tilbud om at levere varme til en ny udstykning på 23 parceller i Rodskov.
»Rodskov er et spændende område og ligger naturligt til Rønde Fjernvarmeværk. Ved at vi tilbyder varme til den nye udstykning, har vi afleveret vores visitkort i området, og Rønde Fjernvarmeværk vil være det naturlige valg til den videre udvikling i Rodskov,« lød det således fra bestyrelsesformand Lars Dyrup på sidste års generalforsamling.
Torben Olsen supplerer:
»I første omgang vil vi tilbyde at levere varmen fra en satelitcentral, som måske bliver placeret ved pumpestationen ude på Aarhusvej. Satelitcentralen skal i første omgang drives af en varmepumpe eller træpillekeddel, og de nye forbrugere kommer naturligvis med på samme vilkår, som forbrugerne i Rønde, Ugelbølle, Følle og på Jagtslottet.«
»Når vi får de første med, får vi en mulighed for at overveje dimensioneringen af en transmissionsledning, men det er naturligvis en beslutning i vores bestyrelse, om vi tror på projektet. Vi lægger ikke rør til Rodskov, før vi har forbrugerne«
Mange heste i stalden
Lige nu og her fortsætter Rønde Fjernvarmeværk ud ad den nuværende tangent.
Varmeværket er opbygget af 3 moduler, som kan levere varme uafhængigt af hinanden, og de kan supplere, når det er rigtig koldt. Heldigvis er de nye huse bedre isoleret og aftager mindre varme. Det gør det lettere at koble stadig flere på.
De tre kedler, der leverer varmen til de lige nu 1.827 forbrugere som bliver nogle stykker flere i 2022, kan køre nogle år endnu.
Halmkedlen er 16 år, men er blevet renoveret og har fået bevilget forlænget levetid til 2030. Træpillekedlen har syv år på bagen og er slet ikke kørt bagud af dansen endnu.
Kedeltrioen kompletteres af oliekedlen som kun er backup som i backup i yderste nødstilfælde.
Men forude venter der en fremtid, hvor nye energikilder kommer i spil.
»Når kedler skal skiftes, kommer vi til at vurdere nye energikilder, for det bliver vigtigt rent økonomisk med flere valgmuligheder,« fastslår driftschefen.
»Vi skal billedlig talt have så mange forskellige heste i stalden som muligt. Det bliver forudsætningen for, at vi kan drifte værket økonomisk optimalt.«
Torben Olsen nævner varmepumper som en mulig energikilde fremover, hvis strøm vel at mærke er billigt. Til gengæld stiller det sig lige modsat, hvis strøm er dyrt. Så er biobrændsel måske at foretrække.
»Det er fremtidsmusik, men så langt ude i fremtiden er det heller ikke.«
Han nævner også flis, der godt nok har været udskældt, og han tror også på, at den tidligere nok så forkætrede og kontroversielle atomkraft vil få et andet navn om ti år.
»Politisk er der formuleret nogle ambitiøse målsætninger (Målet om at få skåret CO2-udledningerne ned med 70 procent inden 2030, red). som stiller skrappe krav til os, hvis de skal realiseres.«
Ny lokation
Det er også fremtidsmusik, når driftschefen snakker ny lokation for Rønde Fjernvarmeværk.
Jeg tror, vi vil se en række fusioner i fremtiden, og det er noget, som alle bestyrelser kigger på lige nuDriftsleder Torben Olsen, Rønde Fjernvarme a.m.b.a.
»Vores nuværende placering gør med de planer for nye udstykninger, der er i Rønde, at vi snart vil blive centrum i en by, og det er i længden ikke så smart, at et produktionsanlæg som ud over varme også leverer støj ligger tæt på beboelser. Derfor kan det blive aktuelt at snakke en ny lokation, hvor vi ikke bliver omringet af huse lige med det første,« siger Torben Olsen.
Han understreger, at det naturligvis også er en beslutning som påhviler bestyrelsen.
Torben Olsen forventer, at større enheder bliver mere reglen end undtagelsen fremover.
»En velvalgt ny lokation skal connecte (forbinde, red.) med andre varmeværker, så det bliver muligt at etablere større enheder, udnytte stordriftsfordele og sikre en stabil varmeforsyning med skyldig hensyntagen til vores ejere, forbrugerne, og miljøet. Jeg tror, vi vil se en række fusioner i fremtiden, og det er noget, som alle bestyrelser kigger på lige nu.«
Han sætter ikke navne på, men nævner de omkringliggende byer, Thorsager, Ryomgård, Kolind, Mørke og Hornslet, hvor der er muligheder for en tættere forbindelse ad åre.
Til sidst: Hvem tror du, er Rønde Fjernvarmeværks største kunde?
Hvis du gættede på Rønde Højskole og Efterskole, var du ikke forkert på den.