The Army Painter vinder stor pris for digital omstilling
Skanderborg-virksomheden The Army Painter fik torsdag en stor pris for digital omstilling.
Figurmalings-virksomheden The Army Painter, som holder til på Christiansmindevej 12 i Skanderborg har igen fået en plads på podiet.
Det er vi selvfølgelig rasende stolte af, som jeg også gav udtryk for i mine mails med de forskellige billeder af folk, der hoppede.Bo Mørck Penstoft, leder af The Army Painter
Sidste år vandt The Army Painter Dansk Industris Initiativpris, og denne gang er det Årets Digitale SMV:Omstilling 2021..
»Det er jo en anerkendelse af, at vi er lykkedes med det, vi har gjort. Vi har lavet noget godt sammen. Alle sammen,« siger Bo Mørck Penstoft, som ejer af The Army Painter.
Torsdag middag blev prisen fejret og markeret ved en reception, hvor SMV-Boardets forkvinde Evita Rosdahl sagde et par ord og overrakte prisen til den lokale virksomhed. SMV:Boardet er en rådgivende instans for Erhvervsstyrelsens arbejde med SMV:Digital, der er et program, der skal støtte små og mellemstore virksomheder i Danmark.
»Årets digitale SMV: Omstilling 2021 gives til jer The Army Painter for jeres store arbejde og flotte resultater med at digitalisere, jeres produktionslinje og også at accelerere jeres arbejde med e-handel,« lød det fra SMV-Boardets forkvinde Evita Rosdahl i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Hun lagde vægt på, at The Army Painter er en relaterbar case, som kan inspirere andre virksomheder til at gå i samme retning. At de i virksomheden begyndte analogt og siden har gennemgået en omfattende digital omstilling med stor succes.
»Digitaliseringen er bredt funderet i virksomheden med fokus på produktion, handel, varemærkehåndtering og eksport. I har haft markant stigning i omsætningen som følge af digitaliseringen, og så viser I, at det at styre salget af ens produkter på Amazon kræver en kæmpe stor og fokuseret indsats, men at mindre virksomheder faktisk også kan løfte den opgave, fortalte Evita Rosdahl videre.
»Rasende stolte«
Også Bo Mørck Penstoft tog ordet under receptionen, hvor han som noget af det første hævede champagneglasset til en skål. For prisen skulle fejres.
»Tak fordi I indstillede os og valgte os. Det er vi selvfølgelig rasende stolte af, som jeg også gav udtryk for i mine mails med de forskellige billeder af folk, der hoppede,« indledte Bo Mørck Penstoft, der etablerede virksomheden i 2007.
Siden da er virksomheden vokset stødt, og det er tydeligt, at han sætter stor pris på sine ansatte. Han giver nemlig de ansatte æren for, at The Army Painter torsdag vandt Erhvervsstyrelsens pris for digital omstilling.
Det var meget vigtigt for ham at fremhæve under torsdagens fejring.
»Vi ansætter ikke efter CV’et, men efter personen. Så skal vi nok lære det andet. Og med den tilgang til tingene har vi simpelthen fået arbejdsstyrker, som er helt unikke, og som giver røven hver dag. Og det er simpelthen så super fedt, og det er også det, der gør, at I som holder øje med os bare kan spænde hjelmen og tage brillerne på, for I har ikke set noget endnu,« sagde Bo Mørck Penstoft i sin tale under receptionen.