Et kammer fuld af helsekost
Spisekammeret i Ebeltoft vil gøre det nemmere at handle helsekost lokalt på Djursland.
På en af hylderne i forretningen på Jernbanegade kan man købe frø. Frø som skal spire til små spiselige grønne skud. Hos Kristine Roel Kirk, indehaver af Spisekammeret, har der i nogle år spiret et lille frø af en drøm om at åbne en helsekostbutik, så nu tager hun skridtet og blander det bedste af to verdener: Hun åbner et kammer i Spisekammeret dedikeret kun til helsekost.
43-årige Kristine Roel Kirk er allerede i fuld gang med at flytte rundt på varer, så der kan blive plads til hendes store passion: helsekost. Hun skærer ikke ned på det udvalg af lokalt producerede lækkerier og andre specialvarer, hun har haft i butikken indtil nu. Hun udvider blot.
Nu har jeg haft butikken her et par år, og jeg har erfaret, at der helt sikkert er et marked og masser af kunder, som gerne vil handle helsekost lokaltKristine Roel Kirk
Mens hun går rundt mellem de sædvanlige varer som kemifri rengøringsmidler, tørret tang, lokalrøget salt, sæbenødder, æblevin, økologisk deodorant og knækbrød lavet af overskudsprodukt fra mikrobryggerier, fortæller hun, at helsekost ikke længere kun er for »great old hippies«. I dag er det alle grupper af samfundet, der gør brug af helsekostprodukter i hverdagen, fra de unge til børnefamilier og ældre.
Bedre at handle lokalt
Når hun selv skal helse-handle, bliver hun i dag nødt til at køre til Aarhus eller Randers. Ambitionen er derfor, at Spisekammeret skal kunne levere et bredt udvalg og helt klart i et omfang, så køreturen kan aflyses for både hende selv og alle andre.
»Nu har jeg haft butikken her et par år, og jeg har erfaret, at der helt sikkert er et marked og masser af kunder, som gerne vil handle helsekost lokalt. Jeg håber på sigt at kunne tilbyde det bedste udvalg på Djursland,« siger hun, og understreger, at det ikke sker fra den ene dag til den anden.
I Spisekammeret, hvor helseafdelingen får sit helt eget lokale i forlængelse af butikken, er der altid the på kanden og tid til en snak.
Ifølge indehaveren kommer der mange faste kunder, og hun går gerne langt for at skaffe det, de søger.
Få minutter stikker én af dem hovedet ind. Da Kristine Roel Kirk ser hende, siger hun prompte:
»Varerne kommer først i morgen, men så kommer der også alle de ting, du plejer at købe.«
Kunden træder med fast skridt ind i butikken og hen mod kølemontren ved kassen, mens hun siger:
»Nå, men så må jeg jo komme igen i morgen, men jeg skal lige have nogle af der veganske flødeboller med hjem.«
En drøm om helse
Det er ikke kun i butikken, at helsekosten får en særlig plads. Det har den også hos Kristine Roel Kirk.
»Jeg har ikke turdet satse på det før nu, men nu har jeg fået modet til at den her drøm,« fortæller hun.
Da hun var yngre arbejdede hun i en helsekostbutik i fem år, og her blev interessen for alvor pirret. Nu er hun i gang med en uddannelse som autoriseret helsekostvejleder sideløbende med, at hun driver butikken.
Mens hun fortæller, kommer et udenlandsk par kommer ind, og den høje mand gør en lille dans af glæde foran en grødblanding. Han køber den dog ikke, for det, de leder efter, er duftolie til saunaen. Det får Kristine Roel Kirk til at reflektere over de fysiske butikkers styrke i forhold til internethandel.
»Du kan jo købe alt online, men i fysiske butikker kan du lade dig inspirere, dufte, mærke og få råd og vejledning. Og det er det, jeg brænder for. Hvis jeg kan få en hverdag, hvor jeg kan formidle al min viden om det her område, så bliver det ikke bedre.«
Du kan allerede nu gå ned i butikken i Jernbanegade og handle helsekost. Udvalget bliver hele tiden større og større. Hvis det ikke er der endnu, så kan det fås hjem. Og du kan regne med, at Kristine Roel Kirk tilbyder en kop the, imens du venter.