Zuckerberg truer: Vi kan være nødt til at lukke Facebook og Instagram i Europa
Ifølge Meta, der er virksomheden bag Facebook og Instagram kan en manglende aftale om dataoverførsel mellem USA og Europa i sidste ende få den konsekvens, at virksomheden må lukke sine sociale medier i Europa.
Slut med ’likes’, opslag og selfies, der kan deles med venner, familie og hele omverden.
Det kan blive yderste indstands, hvis techvirksomheden Meta, der står bag Facebook og Instagram, ikke længere må bruge servere i USA til at lagre europæisk data.
Det kan tvinge dem til at lukke de sociale medier på vores kontinent, lyder det i en rapport fra Meta.
Det skriver Ritzau ifølge Politiken.
Tvivlen om, hvorvidt de europæiske data må lagres i USA, udspringer af en manglende aftale om transatlantisk dataoverførsel, efter EU-domstolen vendte tommelfingeren nedad på den såkaldte Privacy Shield-aftale mellem EU og USA i 2020, der var den gældende lovramme for dataoverførsel.
Siden har området været uden fast ordning - og hvis ikke der findes en egentlig løsning eller lovramme for, hvad der må og ikke må udveksles »vil vi sandsynligvis ikke være i stand til at tilbyde vores produkter og tjenester, herunder Facebook og Instagram,« skriver Meta i rapporten ifølge Ritzau.
Professor i kommunikation og digitale forandringer på Copenhagen Business School, Mikkel Flyverbom, mener dog ikke, der er risiko for, at tjenesterne forsvinder lige nu og her, siger han til Ritzau og påpeger, at det sandsynligvis er Meta, der forsøger at tegne et ’worst-case’-scenarie, så der ikke laves lovgivning, der giver dét resultat.
»Det er et opgør med, at der måske før i tiden var ret frie rammer i forhold til, hvadm man kunne med data, og hvad man kunne høste og genbruge data til. Det bliver mindre og mindre lovligt og sværere og sværere at gøre, og det, tror jeg, Meta reagerer på,« siger han til Ritzau.