Fortsæt til indhold

Genbrugsstationerne i Aarhus sætter ny rekord

Rekordmange aarhusianere besøgte kommunens seks genbrugspladser i 2021, viser en opgørelse fra Affaldvarme Aarhus.

Samfund
jwh

Efter en tid med coronanedlukninger valfartede aarhusianerne i 2021 til kommunens seks genbrugsstationer, der er ejet af Affaldvarme Aarhus. Det viser en helt ny opgørelse.

I alt besøgte aarhusianerne genbrugsstationerne næsten 1.6 mio. gange i 2021.

Ifølge Lene van der Raad, chef for Genbrug og Energi, skyldes de ekstra besøg på stationerne først og fremmest en stigende mængde byggeaffald på pladserne, hvor byggematerialer som træ, tegl, puds og stentøj er blandt de materialer, som hyppigst bliver afleveret.

»Der har været godt gang i byggeriet og renovering inden for både privat og industri, og derfor får vi også mere affald og flere resurser ind i vores kredsløb, der skal håndteres. Heldigvis oplever vi generelt, at aarhusianerne har stor interesse og lyst til at sortere og håndtere deres affald, og på den måde medvirke direkte til, at det bliver nemt at være grøn,« forklarer Lene van der Raad i pressemeddelelsen.

Det var genbrugsstationen i Risskov, som med 460.000 besøg topper listen over de mest besøgte i Aarhus Kommune.