Hundredvis af aarhusianere tændte lys for Mia søndag eftermiddag
Søndag eftermiddag mødte flere hundrede aarhusianere op til mindehøjtidelighed for Mia Stadhauge Stevn. Et hav af lys blev tændt og sange blev sunget.
I omegnen af 800 aarhusianerne dukkede op til mindehøjtideligheden for Mia Stadhauge Stevn søndag eftermiddag.
I Mathilde Fibigers Have i hjertet af Aarhus blev der sunget og tændt lys for den 22-årige kvinde, der forsvandt tidligt om morgenen søndag 6. februar efter en bytur i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Lørdag 12. februar om formiddagen bekræftede Nordjyllands Politi at Mia Stadhauge Stevn var blevet fundet dræbt.
Et særligt fokus
Udover at tænde lys for Mia Stadhauge Stevn, der har været en del af mange danskeres bevidsthed den sidste uges tid, skulle mindehøjtideligheden også sætte fokus på vold og drab begået af mænd mod kvinder.
Den danske afdeling af Everyday Sexism Project, en forening, der kæmper for at nedbringe sexisme og kønnet vold, har i kølvandet på Mias tragiske historie og dødsfald arrangeret en mindehøjtidelighed i Aarhus med lys og sang i midten af byen.
Organisationen håber, at mindehøjtideligheden også kan være med til at tage samtalen om vold og drab mod kvinder begået af mænd op på et nyt niveau.
Det forklarer talsperson fra Everyday Sexism Project Danmark, Zen Donen, til Lokalavisen.
»Vi har lavet flere af de her events tidligere, men det tragiske er, at det bliver ved med at ske; at der bliver udøvet vold mod kvinder, fordi de er kvinder,« siger hun.
Ikke én mere
Søndagens mindehøjtidelighed fik overskriften ’Ikke én mere’, der også er navnet på græsrodsbevægelse af samme navn, som kæmper mod diskrimination af kvinder, og som også er medorganisator på søndagens højtidelighed.
»’Ikke én mere’ er en super overskrift, for den peger fremad. Det er der, vi skal hen,« forklarer talsperson fra Everyday Sexism Project Danmark, Zen Donen.
Hun peger på, at selvom Mias historie er tragisk, så er den langt fra enestående, og derfor er det vigtigt at bruge anledningen til at tale om det bagvedliggende problem: kønnet vold og drab i Danmark.
»Mia kommer oven på flere drab for ganske nyligt. Her sker der noget så voldsomt, vi alle kan sympatisere med, fordi vi tænker: ’Hun gjorde jo ikke noget galt, hun skulle bare hjem fra byen’. Nogle gange er det enkelte ting, der skal skubbe noget videre, der er der i forvejen. Debatten har været undervejs i årevis,« siger hun.
Ligestillingsminister kræver handling
Den nyudnævnte ligestillingsminister Trine Bramsen (S) kalder det – på baggrund af den tragiske drabssag om Mia Skadhauge Stevn – »bedrøveligt«, at kvinder i 2022 bliver dræbt, fordi de er kvinder.
Og det skal der gøres noget ved, lyder meldingen fra ligestillingsministeren, der samtidig fastslår, at regeringen nu vil komme med en handleplan, der ifølge TV 2 skal gøre op med umotiverede mord på kvinder og partnerdrab på kvinder.
Ifølge Trine Bramsen er der tale om den fjerde kvinde i år, der bliver dræbt herhjemme.
»Vi bliver nødt til at tale om det her som noget, der sker for kvinder, fordi de er kvinder. Ikke på grund af alt muligt andet,« siger Trine Bramsen til TV 2.