Når jeg bliver gammel i Syddjurs, vil jeg bo ... tjaahh?
Hvordan ønsker fremtidens ældre at bo? Syddjurs Kommune vil lave en analyse, som skal sikre seniorvenlige byggerier i fremtiden.
Når jeg bliver gammel… sådan lyder sangen af Gnags, som rummer en masse drømme og forestillinger om det gode liv i den tredje alder. Men hvordan ønsker de aktive ældre at bo?
I bofællesskaber, på tværs af generationer, i byen eller på landet?
Mulighederne er mange, og nu har Syddjurs Kommune sat sig for at undersøge det med en »Bolig- og behovsanalyse«.
Navnet er knapt så poetisk som Gnags filosofier, men det er desværre heller ikke nok at sidde på en bænk og drømme. Der skal handling til, mener Ældrerådet. På et dialogmøde i 2021 med det tidligere udvalg for sundhed og ældre, gjorde de opmærksom på, at der bør laves en plan. En fremtidsplan for udbuddet af boliger, der svarer til de forskellige faser fra livet som aktiv senior til der, hvor man får brug for pleje- og omsorg.
Vigtige spadestik
Antallet af ældre borgere i Syddjurs er stærkt stigende. Faktisk vil der i 2030 være mere end 60 procent flere over 80 år end i dag. Samtidig klarer flere sig i eget hjem i længere tid, inden der måske bliver behov for en ældre- eller plejebolig, og det skaber en mangel på egnede boligtyper til lige netop den gruppe af seniorer.
»Mange vil gerne, når de bliver ældre, ud af det store parcelhus eller villa og ind i noget, der er lidt mindre og nyde de næste mange år,» fortæller Rita Vinding, som er formand for Ældrerådet i Syddjurs Kommune.
Processen om fremtidens seniorboliger i Syddjurs er allerede i gang. Den startede i sidste uge på kommunens store anlægskonference. Her præsenterede velfærdsdirektør Katrine Axél og Ingelise Juhl, som er sundheds- og omsorgschef, et forslag til, hvordan arbejdet helt konkret kan gøres i forhold til at få ideer til og viden om ældres boligbehov.
»Vi lægger op til en bred og dybdegående analyse, så vi bliver klædt på til fremtidens beslutninger om, hvad vi i kommunen vælger at udlægge arealer til. De her politiske prioriteringer er betydningsfulde, og vi skal være grundige i vores overvejelser, inden vi sætter spaden i jorden,« siger Katrine Axél.
Politisk opbakning
Der blev af det forrige byråd afsat penge i budgettet for 2022 til at gennemføre analysen. Formanden for det nye Sundheds- og ældreudvalg, Christoffer Pedersen (V), er helt enig i den prioritering. Han ønsker at sikre, at Syddjurs kommune er en attraktiv bosætningskommune for alle aldre, og at det også handler om seniorernes muligheder for at leve et godt og aktivt seniorliv.
»Det er rigtig godt, at vi nu får analyseret behovet i forhold til fremtidens seniorers ønsker til boformer og fællesskaber. Nogle har måske behov for at bo bynært, tæt på idræts- og kulturtilbud og indkøb. Nogle vil måske gerne flytte fra deres store huse til noget mindre tæt på andre borgere, bofællesskaber og lignende,« siger han.
De her politiske prioriteringer er betydningsfulde, og vi skal være grundige i vores overvejelser, inden vi sætter spaden i jordenKatrine Axél, velfærdsdirektør i Syddjurs Kommune
Han synes, det er værd at bruge lidt tid på at overveje, om kommunens lokalplanlægningen i fremtiden i højere grad kan tilgodese de ældres efterspørgsel på bestemte boligtyper.
»Her bliver bolig- og behovsanalysen et godt redskab til blandt andet byudvikling. Jeg tænker også, at den kan give grund til eftertanke hos boligforeninger og investorer, hvis den viser, at der er et behov for andre typer af boliger, for eksempel bofællesskaber.«
Alle ideer i spil
Sundheds- og ældreudvalget skal godkende forslaget til analysen på et møde i starten af marts, og næste skridt bliver en workshop, hvor alle med interesse for området inviteres med. Blandt andet Ældrerådet, handicaprådet, patientforeninger og Ældresagen, fortæller Katrine Axél.
»Vi kigger også mod andre projekter rundt om i Danmark, for eksempel Generationernes Hus på Aarhus Ø, hvor man blander studie- og ældreboliger for at skabe et fællesskab på tværs af generationer. Derfor overvejer vi også at invitere det unge demo-råd med til workshoppen«, siger hun.
Rita Vinding er umiddelbart lidt skeptisk ved at tænke de unge ind i en boform for seniorer, fordi »man jo er forskellige steder i livet«, som hun siger, men hun ser gerne, at fællesskab bliver et centralt omdrejningspunkt. Her nævner hun seniorkollektiver, hvor ældre kan hjælpe og støtte hinanden og på den måde holde ensomhed fra døren.
»Der er så meget snak om, at pårørende skal spille en større rolle i forhold til at hjælpe deres ældre, men der er jo bare en virkelighed, hvor børn og børnebørn måske bor langt væk og har travlt med deres eget,« siger hun.
Analysen forventes færdig sommeren 2022.