Nyt og bæredygtigt, grønt åndehul i Aarhus
Gamle materialer har fået nyt liv på Pier 2. Både træer, sand og asfalt er blevet genbrugt.
Pier 2 på Aarhus Ø forvandles til grøn og bæredygtig bypark.
Det oplyser Teknik & Miljø i en pressemeddelelse.
»Aarhusianerne bruger flittigt byens grønne åndehuller og parker. Det betyder meget, at vi nemt kan komme ud og nyde og bruge naturen i hverdagen. Derfor glæder jeg mig også til at være med til at plante den nye bypark på Aarhus Ø,« siger rådmand for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo (K).
Ifølge pressemeddelelsen har Aarhus Kommune fået 123 henvendelser fra aarhusianere, der gerne vil have træer og grønt på Pier 2. Det har de fået, og det sidste træ blev plantet i midten af sidste uge.
Udover træerne er der anlagt bakketoppe og kuperet terræn, der i løbet af foråret vil udvikle sig til en vild blomstereng.
Bæredygtig bypark
Byparken er bæredygtig og er skabt af flere genbrugte materialer. Bakkerne er bygget op af sand fra havbunden og asfalten, der er benyttet på stierne, har også været brugt tidligere.
Derudover har enkelte af de fældede poppeltræer fra Ringgaden fået ’nyt liv’ på Aarhus Ø, da stammerne vil blive lagt ned til glæde for både biller, insekter og gæster.
Fakta
- Pier 2 er 25.000 m2, hvilket svarer til 5 x Store Torv og Lille Torv til sammen.
- Bakketoppene plantes med hjemmehørende arter, der kan klare det maritime miljø: Krybende gråris, bævreasp, skovfyr, en griflet hvidtjørn, slåen, klitrose, æblerose.
- Jordbrugets Uddannelsescenter og Byen Blomstrer har begge arealer, som de er ansvarlige for i byparken. Byen Blomstrer har plantet hjemmehørende og biodiversitetsvenlige planter. Jordbrugets Uddannelsescenter har planer om at bruge deres områder til formidling og undervisning i biodiversitet og planter.