Fortsæt til indhold

11 par skal giftes på kommunen på en helt særlig dato

22 personer siger ja til hinanden i Favrskov på en højhellig tirsdag.

Samfund

Tirsdag i næste uge bliver der ekstraordinært travlt på Borgerservice i Hinnerup.

Mange par har nemlig valgt at sige ja til hinanden på denne dato, 22.2.22, der har noget talmagisk over sig og må siges at være ret nem at huske.

For at blive lidt i legen med tal, så møder der rent faktisk 22 personer op, som bliver til 11 par.

»Vi vidste godt, at der kunne komme mange vielser denne dag, men vi havde ikke forventet så mange,« siger Susanne Rasmussen fra Borgerservice i Favrskov Kommune.

De helt usædvanligt mange borgerlige vielser på en højhellig tirsdag betyder, at kommunen må tage to lokaler i brug for at nå at gifte alle parrene, der siger ja til hinanden tirsdag 22. februar 2022 mellem klokken 10 og 15.

Nogle af parrene bliver gift i den gamle rådhussal på Skovvej i Hinnerup, som normalt benyttes til borgerlige vielser i Favrskov, mens andre par bliver gift i et andet lokale, som man altså bliver nødt til at tage i brug for at nå det hele.

Fire administrative medarbejdere agerer giftefogeder, og andre medarbejdere har sagt ja til at være vidner, som skal overvære og underskrive, at parret er blevet gift. Der skal være to officielle vidner, og i de tilfælde, hvor parret ikke har gæster med til vielsen, sørger kommunen for at skaffe vidner.

Susanne Rasmussen fra Borgerservice oplyser, at 10 af de 11 par bor i Favrskov Kommune, mens det sidste par har en relation til Favrskov.

Hvis nogen her i sidste øjeblik skulle få lyst til at blive gift på denne særlige dato, skal man kigge sig om efter et andet sted end Borgerservice i Hinnerup, der ikke kan nå at tage flere ind.