Fortsæt til indhold

DMI udsender varsel: »Barske vejrdøgn i vente«

Det vil især være den sydligste del af landet, »som står for skud«, melder DMI's vagthavende meteorolog Anja Bodholdt, som tidligt onsdag morgen har udsendt varsel om forhøjet vandstand og risikomelding for vindstød af stormstyrke.

Samfund

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har tidligt onsdag morgen udsendt et varsel og en risikomelding for stormende kuling fra vest med vindstød af stormstyrke for den sydligste del af landet. Samtidig vil den kraftige vind få sat skub i vandmasserne – og DMI har derfor sendt et varsel ud om forhøjet vandstand i Vadehavet gældende fra natten til torsdag i tidsrummet mellem klokken 2.00 og 5.30.

Her ventes vandstanden at komme op mellem 2,40 meter og 2,60 meter.

Derfor skal borgere i området være opmærksomme på, at forhøjet vandstand kan føre til lokale, kystnære oversvømmelser – vær derfor forsigtig, når du kører i bil eller færdes til fods i kystområderne.

Det skriver den vagthavende meteorolog Anja Bodboldt i den seneste opdatering på DMI’s hjemmeside.

Risikomeldingen for stormende kuling (20-24 m/sek.) fra vest med vindstød af stormstyrke (cirka 25-28 m/sek.) gælder for den sydlige del af Danmark: Sønderjylland, Sydfyn, Lolland-Falster og Bornholm.

Vindstød af stormstyrke kan medføre, at tagsten blæser ned og store grene knækker. Der er samtidig risiko for, at træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger.

Der er dertil stor sandsynlighed for, at broer må lukkes for trafik.

Risikomeldingen gælder fra natten til torsdag omkring klokken 4.00 og frem til torsdag klokken 12.

Får sat skub i vandmasserne

Til Lokalavisen siger vagthavende meteorolog Anja Bodholdt:

»Vi ser et lavtryk, der i øjeblikket ligger hen over Skotland, men som efterhånden vil bevæge sig sydøst indover Danmark. I den forbindelse vil vinden i løbet af eftermiddagen og aftentimerne tage til. I nat (natten til torsdag, red.) vil vi se kraftigere vindforhold over den sydligste del af landet – og der er risiko for, at vi kan komme helt op på stormende kuling med vindstød af stormstyrke.«

Det vil bl.a. medføre forhøjet vandstand i Vadehavet.

»Over Nordsøen vil der være meget vind i forbindelse med det her lavtryk, og det kan virkelig få sat skub i vandmasserne … Den kraftige vind vil derfor skubbe vandet ind i Vadehavet.«

Og man skal derfor være ekstra opmærksom, hvis man bor i området?

»Det er bestemt en god idé. Det er virkelig nogle blæsende dage, danskerne går i møde. Og som det ser ud lige nu, så vil Vadehavet også få forhøjet vandstand igen i forbindelse med den næste tidevandsbølge,« siger Anja Bodholdt.

Risiko for stormvarsel fredag

Ifølge DMI er der endnu et barskt vejrdøgn i vente fredag.

Her vil endnu et kraftigt lavtryk tage turen frem mod Danmark fra vest. Især fredag aften vil vinden tage til. Her er der meldinger om hård vind til hård kuling i den vestlige del af landet – stedvis vil der komme op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

Det vil endnu engang være den sydlige del af landet, der vil blive hårdest ramt.

»Et nyt lavtryk skal passere Danmark. Og igen er det den sydligste del af landet, som står for skud. Når vi kommer tættere på fredag vil vi samtidig tage stilling til, om vi skal opgradere vores vejrmelding til et varsel,« slutter den vagthavende meteorolog Anja Bodholdt.

Der er derfor god grund til at pakke trampoliner og lignende væk – nøjagtig som under den seneste storm, der skabte ravage herhjemme. Men ifølge Anja Bodholdt vil vejrforholdene de kommende dage dog ikke være nær lige så voldsomme.