Fortsæt til indhold

Restaurant i Risskov politianmeldes efter tre sure smileyer på fire måneder

Nordly i Risskov må sande, at rengøringen ikke har været i top. Tre gange på fire måneder har Fødevarestyrelsen givet stedet en sur smiley på den bagkant – nu har politianmeldelse ramt restaurationen.

Samfund

”Alle gode gange tre” er i denne situation på ingen måde en god ting.

I perioden mellem oktober 2021 og januar 2022 har Nordly i Risskov, som specialiserer sig i at levere take-away mad, haft besøg af Fødevarestyrelsen tre gange.

Alle tre besøg har udmøntet sig i sure smileyer, en bødesum på i alt 12.500 kr og nu en politianmeldelse – alt sammen pga. dårlig hygiejne.

Senest var Fødevarestyrelsen på besøg 27. januar, hvor det igen stod klart, at restaurationen ikke havde formået at forbedre rengøringen.

»Ved virksomhedens håndvask ses der sorte belægninger rundt i fuge ved vasken samt gullige fedet belægninger på holder til papirholder. På stativ, hvor virksomheden opbevarer plader, ses der skidt og produktrester, som ikke er fra dagens produktion. På glaslågen af køleskabet ses der fedet belægninger,« oplyser Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.

Politianmeldelsen medfører desuden en gebyrbelagt opfølgende kontrol. I kontrolrapporten fremgår det, at en medarbejder var til stede, som nikkede genkendende til tilsynsførendes rapport og fortalte, at man ville »gå videre med det til chefen«.

Det har ikke været muligt at få kontakt til medejer af Nordly Mads Krigslund.

Historien gentager sig

Går man tilbage til en kontrolrapport fra stedet i 2020, gik det ellers godt for Nordly, som modtog en glad smiley, men blot et år senere var den så helt gal.

14. oktober 2021 fandt en tilsynsførende omfattende problemer med rengøringen i køkkenet og tilføj desuden, at der hang brune, dråbeformede fedtbelægninger fra et emfang og truede med at dryppe ned på en stegesektion.

Besøget kostede takeaway-stedet en bøde på 5.000 kr. samt en advarsel om, at Fødevarestyrelsen ville dukke op igen inden for nær fremtid for at se, om forholdene var bragt i orden.

En sådan omgang ville i visse tilfælde få alarmklokkerne til at ringe, men ved næste besøg senere var den gal igen.

Da Fødevarestyrelsen for anden gang kommer på besøg, er tilstanden den samme.

»Der ses produktrester i bunden af køleskabe, både i kødkøler og i grønt køler. Der ses fedtdråber fra emfang, som er dryppet ned på vindueskarm og ned ad bagvæg. Ovn har sorte belægninger og produktrester i bund,« lød rapporten denne gang.

Det resulterede i endnu en sur smiley og en endnu en bøde – denne gang på 7.500 kr. I alt er det altså blevet 12.500 kr. i bøde og nu også en politianmeldelse.