Børnehave flyder med joints, glasskår og kondomer: »Jeg frygter, at et barn kommer til skade«
Børnehuset Smørblomsten i Korsør har i længere tid været plaget af unge mennesker, der om aftenen efterlader alt fra smadrede glasflasker til joints og kondompakker. Katrine Bertelsen er frustreret over problemet og kræver handling fra kommunen.
Det har i en længere periode været med en bekymret mine og en vis uro i kroppen, når Katrine Bertelsen om morgenen har afleveret sin treårige datter i Børnehuset Smørblomsten i Korsør.
For når de sidste børn er blevet hentet dagen forinden, og pædagogerne har lukket og slukket, er den kommunale daginstitutions legeplads gang på gang blevet indtaget af unge mennesker, der uden omtanke efterlader sig alt lige fra lightere, joints og cigaretskod til kondomer, små poser med stoffer og glasskår fra smadrede ølflasker.
Det har længe frustreret Katrine Bertelsen, der næsten har været vant til det sidste halve års tid at rydde de mest synlige efterladenskaber op, inden hun selv har mødt på arbejde.
»Man bliver ofte mødt af alt fra joints og cigaretskod til kondomer og små poser med lidt rester af stoffer i … og glasskår i sandkassen. Og jeg frygter da, at et barn på et eller andet tidspunkt ender med at komme til skade – eller i værste fald tage en pose med rester af stoffer i munden,« siger Katrine Bertelsen til Lokalavisen.
Appellerer til de unge
Det er ikke første gang, hun sætter ord på problemet.
Efter Katrine Bertelsen i sidste uge forsøgte at råbe de unge op i et opslag på Facebook har hele miseren fået stor opmærksomhed fra en række medier.
Alligevel lader det dog ikke til, at der er kommet en brugbar løsning på problemet.
På Facebook appellerede Katrine Bertelsen derfor til, at de unge sørgede for at rydde op efter dem selv – så de små børn i daginstitutionen ikke risikerede at skære sig på et glasskår eller lignende dagen efter.
Børnehuset Smørblomstens legeplads bliver ikke låst af om aftenen – og Katrine Bertelsen ønsker heller ikke, at det skal gå vidt, så legepladsen ender som lukket land.
For der skal være plads til alle.
Men det skal ikke være på bekostning af børnenes sikkerhed, understreger Katrine Bertelsen.
»Hvis legepladsen først bliver låst af, så ender det jo også med at blive kategoriseret som hærværk, hvis de unge alligevel vælger at bryde ind. Og min personlige holdning er, at det vil være rigtig ærgerligt at kriminalisere de unge mennesker. Men de skal som minimum huske at rydde op efter dem selv,« fastslår Katrine Bertelsen.
Kræver handling af kommunen
Siden i sommer har Katrine Bertelsen været i dialog med både politiet og kommunens SSP-konsulenter – men uden en mærkbar effekt.
»Hver gang har jeg fået beskeden: ”Vi gør alt hvad vi kan.” Men alligevel sker der ikke en skid. Derfor tænkte jeg, at jeg med mit opslag på Facebook kunne appellere direkte til de unge mennesker … for hvordan ville de mon have det, hvis det var én af deres søskende eller et andet familiemedlem, der kom til skade, fordi nogle havde efterladt en smadret glasflaske på en legeplads. Jeg har valgt at appellere til den sunde fornuft. Man kommer ikke nogen steder ved bare at skælde ud på de unge mennesker og pege fingre af dem,« påpeger Katrine Bertelsen og fortsætter:
»I min optik er det heller ikke pædagogernes arbejde at gå og rydde op efter de unge mennesker. De har nok at se til med de nul til seksårige. Og pædagogerne gør i forvejen, hvad de kan. Så kritikken er ikke møntet på dem. Til gengæld skulle jeg, sidst jeg snakkede med kommunens ansatte, diskutere, hvorvidt det var deres opgave at rydde op på parkeringspladsen ude foran institutionen.«
Ifølge Katrine Bertelsen burde det være kommunens opgave at sørge for, at legepladsen og parkeringspladsen ser ordentlig ud.
»Kommunen bruger som undskyldning, at det er et offentligt område – men burde det så ikke også være kommunens opgave at rydde op? Uanset om der er tale om en skole eller en børnehave, så burde der ikke flyde med ting, som børnene kan komme til skade på. Kommunen må simpelthen tage et ansvar. Det er på tide, at der bliver gjort noget ved problemet,« slutter Katrine Bertelsen.
Lokalavisen har forelagt kritikken for Slagelse Kommune, der afviser.