Fortsæt til indhold

Papirgården solgt til sønderjysk virksomhed med vokseværk

Personalet fortsætter og ejer bliver daglig leder i Grenaa.

Samfund

Ejerskabet skifter fra Grenaa til Sønderjylland, men personalet fortsætter. Med virkning fra 1. maj 2022 overtager Kontor Syd A/S med hovedkontor i Sønderborg sin kollega i Grenaa - Papirgården A/S - og styrker dermed sin position på det danske kontorforsyningsmarked yderligere efter senest at have opkøbt virksomheden Engsig A/S i Frederikshavn tilbage i december måned.

Om opkøbet siger administrerende direktør og hovedejer i Kontor Syd Jan Sørensen: »Der er en klar tendens til konsolidering i branchen, og derfor er det vigtigt for os hele tiden at have øje for mulige opkøb og vækst. Og med Papirgården overtager vi en sund og veldrevet virksomhed, der matcher vores værdier og måde at drive forretning på.«

»Vi har altid haft fokus på den lokale forankring. Vi har selv dybe rødder i Sønderborg, hvor Kontor Syd er udsprunget fra. Det er vigtigt for os, at denne lokale forankring også kommer til udtryk, når vi går ind i nye områder. Vi ønsker at engagere os i lokalsamfundet, hvor både selve virksomheden og vores medarbejdere skal være synlige og levere en personlig service. Vi skal kort sagt gøre en forskel i lokalområdet. Samtidig med den lokale forankring kommer vi også med en stærk onlineplatform, som gør, at vi når ud til kunder i hele Danmark. Vi er dog meget bevidste om, at onlineplatformen ikke kan stå alene, og derfor har vi også opbygget en stærk kundeserviceafdeling, hvor det altid er muligt at hente hjælp,« siger den nye ejer.

Ejer fortsætter

Han fremhæver i en pressemeddelelse, at især én ting glæder ham.

»Jeg er meget glad for, at den hidtidige ejer, Karin Press, fortsætter som filialchef i Grenaa. Det sikrer kontinuitet og tryghed for såvel kunder og de øvrige medarbejdere i Papirgården A/S, som ligeledes fortsætter uændret – nu blot med nye kollegaer og nye muligheder.«

Og han suppleres af Karin Press: »Vi havde brug for en sparringspartner til at udvikle og sikre den fremtidige vækst i en branche, hvor der måske ikke er så meget plads til små selvstændige enheder i fremtiden. Og vi kunne hurtigt mærke, at vi har de samme grundholdninger og værdier både på det menneskelige plan og rent forretningsmæssigt, som Jan Sørensen og Kontor Syd står for, og derfor glæder det os meget, at Papirgården nu får lov at blive en del af noget større,« siger Karin Press.

På pension efter 52 år

»Selv om min mand, Leo Press, efter 52 år i virksomheden, har ønsket at gå på pension, finder jeg det endnu for tidligt at stoppe på arbejdsmarkedet, og har derfor valgt at takke ja til at tage med på den fortsatte rejse med Papirgården som daglig leder. Jeg er meget glad og taknemmelig for at få mulighed for,at kunne være med til at servicere vores mange trofaste kunder sammen med det øvrige personale, som man fortsat kan møde i Papirgården - nu blot med nye kollegaer og nye løsninger. Vi vil alle gøre vort bedste, for også i fremtiden at sikre kunderne gode oplevelser,« siger hun.

Og netop de nye muligheder har været en afgørende faktor i handlen – og det gælder begge veje. Om det siger Jan Sørensen: »Kontor Syd kan tilføre en endnu bredere vifte af varegrupper især indenfor møbler, IT og print samt AV-løsninger, som vi nu glæder os til at præsentere vore kunder for både i butikken på Århusvej og i webshoppen.«

Opkøbet er det tredje indenfor det seneste års tid efter, at Kontor Syd tilbage i starten af 2021 også overtog 25 procent af aktierne i virksomheden Lynge Papir og Kontor i Silkeborg – med en aftale om at overtage de resterende 75 procent i 2023.

»Vi har en klar strategi om, at virksomheden skal vokse sig større. Så dette opkøb bliver næppe det sidste« siger Jan Sørensen.