Fortsæt til indhold

To mødre manglede mødested: Skaffede 600.000 kroner til ny legeplads

Hvis man får en god idé, så kan det være værd at kæmpe for den. De to veninder Louise Andersen og Pernille Hansen er nået i mål med finansieringen af et nyt legepladsområde i Amstrup Bakker.

Samfund

Der er jubel i Grundejerforeningen Amstrup Bakker i Ulstrup. Her har de nemlig netop modtaget 250.000 kroner fra Nordea-fonden til etablering af et nyt legepladsområde, som vil bidrage til at skabe mere aktivitet i lokalområdet.

Det store beløb fra Nordea-fondens ’Her bor vi-pulje’ er den sidste i en række af donationer, som i alt løber op i 600.000 kroner. Dermed er den samlede finansiering nu på plads, og forhåbningen er, at legepladsen kan stå klar inden sommerferien.

Lidt uvirkeligt

Projektet har været på tegnebrættet siden sommeren 2019. Her var de to veninder Louise Andersen og Pernille Hansen nemlig lige blevet mødre, og de synes, at der manglede et sted at mødes med de små.

»Der er bare ikke gode legepladser hverken her eller i resten af byen, så hvor skal man gå hen og mødes,« siger Pernille Hansen og fortsætter:

»Så vi byggede videre på idéen og tænke, at der ikke kan ske noget ved at prøve at få den ført ud i livet.«

Med sparring hos LAG Randers-Favrskov fik de to mødre hjælp til at udvikle tankerne og fik de opmuntrende ord »bare giv den fuld gas« med på vejen.

Og det gjorde de så.

»Det er lidt uvirkeligt, at det nu er lykkedes os. Vi tør jo næsten ikke at tro på, at det er sandt,« siger Pernille Hansen, som fortæller, at de to veninder/tovholdere har fået god støtte og opbakning fra naboerne.

»Vi håber selvfølgelig også, at der er god opbakning, når der skal lægges noget arbejde i opførelsen,« siger Pernille Hansen med et smil.

Sådan bliver området fordelt med legeredskaber og madpakkehus. Tilsendt illustration

Fællesskab

Det nye legepladsområde vil appellere til såvel de helt små, som til teenagerne og voksne.

»Vi glæder os til at få noget fællesskab om det her sted. Det kommer til at give ikke bare Amstrup Bakker men hele byen så mange muligheder. Dagplejere og børnehaverne vil jo også kunne få glæde af det og kan spise madpakkerne i det madpakkehus, som bliver opført,« siger Pernille Hansen.

Det bliver med andre ord et uformelt samlingssted, som opfordrer til leg for de mindste, en god snak med naboen, kaffedage, bålhygge og sociale arrangementer.