Fortsæt til indhold

Aarhus-firma sikrede sig drømmeinvestor efter drama i Løvens Hule: »Når man står foran fem løver, kan man ikke undgå at blive nervøs«

Aarhus-virksomheden Ildbordet havde ikke mere end tre måneder på bagen, da de gik til optagelser på Løvens Hule sidste sommer i håbet om at få udbredt deres udendørsmøbler og få én særlig løve med ombord. Torsdag kunne de løfte sløret for deres nye investor.

Samfund

Torsdag aften tronede de fem erhvervskendisser Jesper Buch, Jan Lehrmann, Christian Arnstedt, Mia Wagner og Jacob Risgaard fra Løvens Hule på vanlig vis frem på tv-skærmene, og blandt de håbefulde iværksættere i torsdagens program, dukkede Aarhus-virksomheden Ildbordet op.

De satsede benhårdt på at få Just-Eat-grundlægger-løven Jesper Buch med ombord i deres iværksættereventyr med specialdesignede ildborde og et brændende ønske om at udvide sæsonen for udelivet i Danmark ved samtidig at udrydde usexede terassevarmere.

»Vores overordnede vision er at skabe et fedt produkt til danske forbrugere og at forlænge sæsonen for udeliv. Udover det skaber bi en masse arbejdspladser ved at fastholde produktionen på dansk grund,« siger ejer og direktør hos Ildbordet, Malthe Büttner, til Lokalavisen.

Ildbordet har til huse i Lisbjerg og er stiftet af Sofie Schwartz og Malthe Büttner. I programmet blev det til benhårde forhandlinger med netop Jesper Buch, og der nåede egentligt at blive sagt ’jeg er ude’.

Alligevel lykkedes Ildbordet med at lande drømme-løven, der bad dem genoverveje deres bud en sidste gang og endte med at købe sig ind i 15 procent af den relativt nystartede virksomhed.

»Vi var selvfølgelig spændte og nervøse. Da vi kommer ind til løverne har vi eksisteret i tre måneder. Alt var nyt og gået stærkt. Den største grund til, vi deltog, var, at vi er klar over, hvad sådan en løve potentielt kan give til virksomheden af værdi, viden og netværk. Og det har åbnet muligheder,« siger Malthe Büttner.

Vi var nervøse for, om de synes, der var plads til os på markedet - talte de nu skidt om vores produkt, var vi klar over, at det ikke ligefrem ville gavne.
Malthe Büttner, ejer og direktør Ildbordet.dk.
Sådan ser et ildbord ud - og Malthe Büttner forklarer, at de forventer et salgsboost på baggrund af tv-deltagelsen, og allerede næste år satser på at erobre udenlandske markeder med deres danskproducerede produkt. Foto: Ildbordet.dk.

Taler de skidt om produktet, gavner det ikke

Selvom Ildbordet havde en klar plan om at få Jesper Buch med ombord, og samtidig få deres bord på skærmen i bedste sendetid, var det ikke uden nerver, at de stillede sig frem på tv, forklarer Malthe Büttner.

»Når man står foran de fem løver, kan man ikke andet end at blive rigtig nervøs. Omvendt, så kender vi jo vores virksomhed rigtig godt. Jeg var spændt på, hvordan de tog imod produktet og os, for Jesper (Buch, red.) investerer kun i nogen, han synes om. Vi var nervøse for, om de synes, der var plads til os på markedet - talte de nu skidt om vores produkt, var vi klar over, at det ikke ligefrem ville gavne,« siger han.

Syvende sæson af Løvens Hule, der er på skærmen nu, blev optaget i august-måned sidste år, og siden da har Ildbordet - med kyndig vejledning fra Jesper, som de »har fulgt rigtig grundigt« - haft fuld fokus på at gøre klar til det boost, som Løvens Hule forhåbentlig fører med sig.

Virksomheden har også anlagt showrooms i Aarhus og i Hillerød og haft travlt med at opskalere produktionen og lagerbeholdningen og forbedre kundeoplevelsen, forklarer Malthe Büttner.

»I og med vi deltog, var vi jo klar over, at der ville komme et kæmpe boost, og at vi skulle være grundigt forberedte. Vi har designet, testet og behandlet bordene og samtidig skaleret produktionen op, så vi er klar til den efterspørgsel, der måtte komme - ikke bare i forbindelse med Løvens Hule, men også nu, hvor sæsonen for udendørsmøbler starter - og gøre det godt og grundigt, men stadig have fart på. Det har været stressende og hårdt, men også fedt,« siger han og slutter.

»Effekten af vores medvirken kommer nok først rigtig efter i aften (torsdag, red.), men vi får allerede henvendelser fra folk, der har smugkigget, og det er positive henvendelser, så jeg er tilfreds med programmet.«