Fortsæt til indhold

Udbyhøj Lystbådehavn får en hjælpende hånd fra kommunen

Den lille havn har stor værdi for Norddjurs Kommune.

Samfund

Den fylder ikke alverden, den lille lystbådehavn i Udbyhøj, men det betyder ikke, at den ikke er vigtig, og derfor har Miljø- og Teknikudvalget også vurderet, at der er brug for en hjælpende hånd.

I Udbyhøj Lystbådehavn døjer de således med både tilsanding og høje bølger, som går ud over tilgangen til havnen. Derfor blev det allerede ved indgåelsen af budgettet i efteråret 2021 besluttet, at det skulle undersøges, om der var mulighed for at yde støtte til lystbådehavnen til etablering af en mole, der kan være med til at afhjælpe problemerne.

En million kroner blev der skrevet i budgettet, og forvaltningen har netop vurderet, at Norddjurs Kommune inden for kommunalfuldmagtens rammer kan yde økonomisk støtte til Udbyhøj Lystbådehavn.

Lille perle i nord

I mandags kunne Miljø- og Teknikudvalget derfor frigive 100.000 kroner af millionen til udarbejdelsen af et skitseprojekt for etableringen af molen, som stemmer overens med muligheder og behov i Udbyhøj.

Formand for Miljø- og Teknikudvalget Jens Meilvang (LA) glæder sig over, at det lykkes at hjælpe den lille lystbådehavn, som ifølge ham spiller en vigtig rolle i den del af kommunen.

«Vi vil meget gerne understøtte havnen, som længe har bøvlet med forskellige problemer. Det er jo en lille turistperle og lidt af et knudepunkt for særligt naturturister, hvor der både er mulighed for at komme med færgen og få lidt at spise i grillen, så en understøttelse af havnen har også strategisk værdi for os både turist- og bosætningsmæssigt. Det er et af de steder i den nordlige del af kommunen, hvor folk mødes,« konstaterer Jens Meilvang.

Indtil videre er der udtrykt ønske om en ombygning og renovering af en af de eksisterende moler, mens udseendet af det endelige projekt først foreligger efter skitseprojekteringen.