Politianmeldt sushi-restaurant får igen sure smileyer og bøder
Ejer lover at udbedre mangler og betale bøder efter flere tilfælde af dårlig hygiejne og en tvivlsom historik.
Så er den gal igen på Saichi Sushi i Jægergårdsgade i Aarhus. Restauranten, som tidligere har døjet med sure smileyer for dårlig hygiejneforhold, har modtaget endnu en bøde på 10.000 kroner fra Fødevarekontrollen.
Af kontrolrapporten fra 3. februar fremgår det, at hygiejnen har været kritisabel med hensyn til laksen, der har været opbevaret ved for høj temperatur. Derudover har der været massive gule og hvide belægninger på opvaskemaskinens svingarm samt produktrester i køleskabe og beskidte gulve.
Derudover er Saichi Sushi blevet politianmeldt, fordi en bøde fra et kontrolbesøg 25. november 2021 ikke er blevet betalt.
Virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg gennem de seneste års tid.
Lokalavisen har talt med ejeren af Saichi Sushi - Jun Sui - der bekræfter forløbet med Fødevarekontrollen:
»Vi har ikke betalt bøderne endnu, fordi jeg lige er kommet tilbage for et par dage siden. Men jeg har talt med min manager om det, og vi er i gang med at finde løsninger på de ting, vi har fået at vide af Fødekontrollen. Vi har ændret alting nu og er klar til, at Fødevarekontrollen kommer på besøg næste gang,« siger hun.
Af kontrolrapporten fremgår det, at grunden til, at I har fået en ny bøde, er, at I ikke har betalt den første. Kan det passe?
»Ja, det er noget, vi skal have talt med vores revisor om, og så vil vi kontakte Fødevarekontrollen for at få styr på det og så selvfølgelig betale bøderne.«
Bøder på stribe
Sushi-restauranten, som har huseret på Jægergårdsgade siden 2011, har en noget tvivlsom historik med Fødevarestyrelsen, der foretager kontrolbesøg.
Tilbage i efteråret 2018 blev der fundet snavs og ekskrementer hos Saichi Sushi, hvor der en måned tidligere var problemer med bøder for 70.000 kroner for blandt andet at have ladt tre ansatte, der var syge med diarré og opkast, arbejde i køkkenet samt undladt at orientere Fødevarestyrelsen om dette. De forhold fik restauranten dog bragt i orden, så man kunne modtage en glad smiley godt tre uger efter.
Hvad er årsagen til, at I bliver ved med at få bøder og sure smileyer?
»Det er noget andet denne gang. Dengang var vores ansatte ramt af en virus. Det er selvfølgelig vores ansvar at fortælle vores ansatte, at de skal blive hjemme, når de er syge. Og blive hjemme to dage efter, de har været syge,« forklarer indehaveren af Saichi Sushi.
Hvad vil I gøre, indtil næste gang I får besøg af Fødevarekontrollen?
»Vi har bragt alt det, de har udpeget, i orden. Vi er 100 procent sikre på, at næste gang de kommer, vil de være tilfredse,« siger Jun Sui.