Fortsæt til indhold

Fra Mejrup til Rio de Janeiro – fritidscenters opslag om bagværk er gået viralt: »Det er jo helt vanvittigt at tænke på«

I Mejrup Kultur- og Fritidscenter ved man, hvad det vil sige at gå viralt. Et opslag med et spørgsmål om rosiner i bagværk, der er blevet delt tusindvis af gange, har for alvor delt vandene på Facebook. Centerleder Kenneth Krog kan heldigvis berette om lutter muntre kommentarer og en god tone i kommentarsporet.

Samfund

Det er et spørgsmål, der i den grad har delt vandene.

Et spørgsmål, som centerleder Kenneth Krog stillede på Mejrup Kultur- og Fritidscenters Facebook-side i slutningen af januar – uvidende om hvilken storstilet debat, det ville forårsage.

For hører rosiner sig til i bagværk – eller er det ganske enkelt en misgerning? Se, det er spørgsmålet …

Simpelt – om end efter alt at dømme temmelig splidagtigt.

På Mejrup Kultur- og Fritidscenter har ovenstående spørgsmål i hvert fald givet anledning til en livlig debat og sågar endt ud i velmente skænderier mellem Kenneth Krog og køkkenlederen Karin. Diskussionen gav derfor også anledning til et vittigt opslag på Facebook, hvor selvsamme spørgsmål og strid skulle afgøres én gang for alle blandt Mejrup Kultur- og Fritidscenters følgere.

Jeg talte de første 500 (kommentarer red.), og det var fuldstændig fifty-fifty. Men det var tydeligt for mig, at især den ældre del var vilde med rosinerne i deres bagværk, hvorimod den yngre del bestemt ikke ville have det.
Centerleder Kenneth Krog om den potentielle generationskløft.

I samme ombæring blev der som udgangspunkt udlovet efter sigende velsmagende kringler fra køkkenlederens hånd til fem heldige asener.

»Det kom sig af, at vores køkkenleder Karin og jeg gennem længere tid har haft en diskussion, om der skulle rosiner i bagværk. Hun holder på, at der skal, og jeg bliver simpelthen så sur, når jeg kan dufte noget lækkert brød, og jeg så opdager, der er rosiner i det,« fortæller Kenneth Krog til Dagbladet Holstebro-Struer.

»Jeg tænkte, at det kunne give lidt sjov debat og måske også sprede sig lidt rundt i Mejrup,« tilføjer centerlederen.

Ros fra marketingchef

I dag kan Kenneth Krog så sandelig bryste sig af, at man i Mejrup Kultur- og Fritidscenter om nogen ved, hvad det vil sige at gå viralt – for i skrivende stund har opslaget rundet mere end 4.400 likes og hele 21.000 kommentarer.

Til Lokalavisen fortæller Kenneth Krog, at han er meget overvældet over de mange reaktioner. Centerlederen afslører tilmed, at opslaget alt i alt har nået cirka 250.000 mennesker og kastet mere end 72.000 interaktioner af sig.

»Det er jo helt vanvittigt at tænke på – og det er lidt flere reaktioner, end vi lige er vant til på Mejrup Kultur- og Fritidscenter,« lyder det begejstret fra en munter Kenneth Krog, der til sammenligning fremhæver den seneste julehilsen, der høstede beskedne 443 likes.

Den store opmærksomhed opildnede endda en imponeret marketingchef til at tage kontakt til Kenneth Krog med en klar besked:

»Han skrev til mig, at han ikke kendte noget til hverken Mejrup eller vores center, men han ville til gengæld bare lige sige, at jeg da måtte give min marketingmand en klækkelig bonus på grund af det opsalg – for han havde godt nok aldrig set noget lignende. Og så tilmed på et opslag om brød?« gengiver Kenneth Krog og tilføjer:

»Men så kunne jeg jo kun tilføje, at marketingchefer altså ikke er noget, vi opererer med i Mejrup,« smågriner centerlederen, som selvfølgelig selv er arkitekten bag det vittige påfund.

Intet klart resultat: Det er fifty-fifty

Køkkenleder-Karin er lige så overvældet som Kenneth Krog. Og de er begge to enige om – trods geopolitiske storkonflikter og andre breaking news – at de ved lidt af et tilfælde har ramt direkte ned i en diskussion, som måske nok har ulmet siden tidernes morgen hjemme i stuerne. Med eller uden rosiner?

»Der gik ikke lang tid, før vi godt kunne fornemme, at det hele måske ville eksplodere (da opslaget ramte det digitale univers en fredag eftermiddag i slutningen af januar, red.). Og vi kommer nok heller aldrig til at afgøre tvisten – vi kommer i hvert fald aldrig igennem 21.000 kommentarer,« konstaterer Kenneth Krog, der måtte give fortabt efter at have gennemgået de første 500 kommentarer.

Så der foreligger ikke noget endeligt resultat?

»Jeg talte de første 500 (kommentarer red.), og det var fuldstændig fifty-fifty. Men det var tydeligt for mig, at især den ældre del var vilde med rosinerne i deres bagværk, hvorimod den yngre del bestemt ikke ville have det,« afslører Kenneth Krog om den potentielle generationskløft.

Fra Mejrup til Rio de Janeiro – fritidscenter har fået flere følgere

Opslaget, der er blevet delt vidt og bredt – 164 gange for at være helt præcis – har desuden resulteret i langt flere følgere på Mejrup Kultur- og Fritidscenters Facebook-side.

Og det glæder centerlederen.

»Vi har fået mange flere følgere på Facebook. Og det er ikke engang, fordi jeg har nået at invitere dem til at følge vores side … Det er simpelthen kommet helt af sig selv. Så på den måde har det virkelig givet pote. Det er jo det, vi lever. Vi har en masse festlokaler samt tre sportshaller og en café. Så det er kun positivt med al den opmærksomhed,« understreger Kenneth Krog.

Og så var der lige det med de kringler …

For Køkkenleder-Karin og Kenneth Krog besluttede sig for, at de fem kringler, der var på højkant, ikke kunne stå mål med de overvældende mange kommentarer.

Derfor endte duoen med at udtrække 20 heldige vindere af køkkenlederens kringler.

Og selvom der var kommet henvendelser hele vejen fra Rio de Janeiro og sågar fra Tokyo, så kunne kringle-leverancen dog forblive i det jyske.

Kultur- og fritidscentret i Mejrup tæller aktuelt 3.000 medlemmer, mens byen rummer godt 5.500 indbyggere.

Antallet af følgere på Mejrup Kultur- og Fritidscenters Facebook er i skrivende stund steget fra 1.200 til 2.200.

»Det har så sandelig vækket nogle følelser i folk … det er helt sikkert,« slutter Kenneth Krog, der blot kan tilføje, at den gode og muntre tone i opslaget heldigvis også har smittet af i kommentartråden.