Gitte har deltaget i OL tre gange
Sent i livet skiftede Gitte Søby fra Thorsø retning. Fra chef i IT-verdenen til heste-behandler. Det skulle vise sig at være en god idé.
Vidste du, at der mellem Thorsø og Houlbjerg bor en kvinde, som har deltaget i OL tre gange? Ja, i hvert fald i kulissen.
Gitte Søby er hestemassør og -fysioterapeut, og hun er så god til sit job, at topryttere fra hele landet benytter hende. Det har altså ført hende til OL i London i 2012, til OL i Rio i 2016 og senest til OL i Tokyo i 2021.
Det er ikke kun de danske topryttere, som kender til Gittes kyndige hænder og skarpe blik. Også mange udenlandske heste kommer under Gittes kærlige behandling. I vinterhalvåret tager hun eksempelvis afsted til Florida tre-fire gange hvert år. Ligesom hun også har kunder i Schweiz, Tyskland, England og Holland.
For Gitte er der dog ikke forskel på høj eller lav.
»Lille Lises hest er lige så vigtig for hende, som toprytternes heste er for dem. Og jeg er ikke snobbet. Jeg er ligeglad med, hvad du hedder, og hvor mange penge, du har,« siger hun.
En helt anden retning
Historien om Gitte Søby er en fortælling om at turde tage springet ud i en helt anden verden. Ikke at heste nogensinde har været fremmede for hende – for dem har hun haft on/off, siden hun var seks år gammel, og hun har tidligere reddet væddeløb. Men at de skulle blive hendes levevej, lå ikke umiddelbart i kortene.
Hun er nemlig uddannet indenfor IT og var længe ansat som chef for driftsafdelingen i CSC.
Efter 18 års ansættelse besluttede hun, at nu skulle der ske noget nyt. Hun ville videreuddanne sig indenfor sundhedsinformatik, men hun havde ikke de fornødne uddannelser til at komme ind, og optagelsesprøven havde netop været.
Derfor endte hun i 1998 med at tage en uddannelse hos Monty Roberts i England, som handlede om træning af adfærdsvanskelige heste. Hurtigt blev hestemassør-delen koblet på.
Hun havde sparet nogle penge op i overarbejde, som hun videreuddannede sig for – samtidig med et fuldtidsjob, fire børn, som boede hjemme, og seks egne heste.
»Både banken og Kim troede ikke på, at det her kunne lade sig gøre. Det kunne man ikke leve af, mente de,« siger Gitte Søby med et smil.
I dag arbejder gemalen Kim Søby for Gitte.
Måtte vælge retning
Under navnet MySir byggede Gitte Søby sin virksomhed op. Hun udarbejdede sin egen hestemassør-uddannelse, stadig med mere end et fuldtidsjob ved siden af.
»Jeg stod jo nogle gange op klokken fire om morgen, for at jeg kunne komme tidligere hjem igen. Og så arbejdede jeg videre om aftenen. Til sidst sagde både børnene og Kim fra. Jeg var nødt til at vælge retning, for jeg var jo aldrig hjemme,« siger Gitte Søby og fortsætter:
»CSC var så søde at sige, at jeg kunne prøve mit eget af, og så kunne jeg altid vende tilbage. Det var der en god ro i – og så turde jeg godt prøve.«
Derfra kunne hun lægge fuld fokus på at undervise til hestemassør og fra 2019 også til hestefysioterapeut, samtidig med at hun selv behandler heste.
Afsindigt spændende
Der er ingen tvivl om, at Gitte Søby virkelig har fundet sit kald i hestene. Hun fortæller passioneret om de forskellige facetter af arbejdet.
»Det er enormt spændende. Hver hest er jo forskellig, og hver hest er et puslespil. De kan jo ikke tale, så man er nødt til at føle sig frem med hænderne,« siger hun og fortsætter:
»Det, der gør det så afsindigt spændende, er jo at finde de små ting, som skal ændres. Det er sindssygt svært, men når det lykkes, så bliver man helt høj af det.«
Hun holder både af selv at behandle hestene og af at give sin viden videre til sine kursister.
»Jeg tror på, at MySir har en af de bedste uddannelser i verden, fordi man får så bred en viden med sig. Det ER godt det her og på et højt niveau,« siger hun og tilføjer, at hun nyder respekt i dyrlægeverdenen.
Det er da også en dyrlæge, som er censor for kursisterne, for at sikre, at kvaliteten er i top.