Fortsæt til indhold

Familiefar fra Hørning til borgerhøring i Dublin: »EU giver os fællesskab, fred og frihed«

I weekenden samles 200 tilfældigt udvalgte EU-borgere i Dublin for at komme med anbefalinger til Europas fremtid. En af dem er Anders Grauballe fra Hørning.

Samfund

»Pludselig en dag i foråret sidste år ringede telefonen hjemme hos Anders Grauballe i Hørning.

Indtil den dag var EU en fjern institution, han med jævne mellemrum hørte noget om i TV, og som ofte fik negativ omtale i medierne, men som han ellers ikke gik ret meget op i.

Jeg håber EU fortsætter med tiltag som disse borgerpaneler og møder borgerne i øjenhøjde. Jeg er i hvert fald ydmyg over, at en almindelig familiefar fra Hørning som mig får lov til at deltage.
Anders Grauballe

Opkaldet ændrede Anders’ holdning til EU for altid. Det var fra analyse- og rådgivningsvirksomhed Kantar Gallup.

»Først troede jeg, det var en almindelig spørgeundersøgelse, men det viste sig de var i gang med at udvælge tilfældige danskere til at deltage i et borgerpanel om EUs fremtid. Jeg var blevet udvalgt til at deltage i et borgerpanel om EUs fremtid. Det var lidt uvirkeligt og en overgang troede jeg faktisk, de tog gas på mig, men den var altså god nok,« fortæller Anders.

Ud af EUs godt 447 mio. indbyggere skulle der findes 800 EU-borgere - heraf bare tre danskere - som ville deltage i fire EU-borgerpaneler og her debattere og komme frem til forskellige anbefalinger til Europas fremtid.

Europas fremtid

Borgerhøringen er en del af konferencen om Europas fremtid, og både Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen har forpligtet sig til at tage borgernes indspark med i de politiske forhandlinger om Europas fremtid.

Anders var valgt ud sammen med 200 andre EU-borgere til at deltage i det EU-borgerpanel, der skulle beskæftige sig med områder som økonomi, arbejdsmarked og socialpolitik. Hans EU-borgerpanel mødtes første gang i september sidste år i Strasbourg, hvor de tog hul på opgaven. Ved en online session i november fortsatte de diskussionerne, og i december skulle de have mødtes på Dublin Castle for at gøre arbejdet færdig. Det møde blev imidlertid udskudt til nu på grund af corona.

»Mit panel har beskæftiget sig med stærkere økonomi, social retfærdighed, beskæftigelse og uddannelse, ungdom, kultur, sport og digital omstilling. Det har været meget spændende at sidde som almindelig borger og diskutere EUs fremtid i Europa-Parlamentet i Strasbourg, et sted man ellers kun kender fra TV. Og det har været utrolig spændende at møde andre borgere og høre om deres liv og ønsker til EU under vejledning af eksperter på områderne,« understreger Anders.

»Al dialog er med tolkning, så man kan tale sammen på sit eget modersmål, som så bliver simultantolket til alle andre sprog i Europa,« tilføjer han.

Borgerløn og fælles sprog

»På mødet i Strasbourg arbejdede vi med forslag, som for eksempel at sikre forskning og udvikling i Europa, om vi skal have borgerløn i EU, så alle er sikret en minimumsindkomst, om det skal være lettere at finde arbejde i et andet EU-land, om det skal være nemmere at få dagpenge i andre EU-lande og om alle EU borgere bør lære et fælles sprog. De forslag er der så arbejdet videre på ved online mødet, og de skal så færdiggøres nu i Dublin,« oplyser Anders.

Forud for den sidste samling i Dublin har EU-borgerpanelet en liste med tilsammen 142 forskellige forslag. De forslag skal nu skæres ind til en liste med 25-30 konkrete anbefalinger, som sammen med anbefalinger fra de øvrige borgerpaneler skal fremlægges og drøftes på plenarforsamlinger senere i marts.

På plenarforsamlingerne deltager blandt andet repræsentanter fra Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen samt politikere fra de enkelte medlemslande. Her deltager også almindelige EU-borgere - herunder 80 fra borgerhøringerne.

»Mere europæer i dag«

»Jeg ser frem til mødet i Dublin for at binde en sløjfe på de forslag, der i fællesskab er lavet af borgerne. Jeg håber, politikerne vil lytte til borgerne og fortsætte den demokratiske inddragelse af helt normale borgere. Og jeg håber EU fortsætter med tiltag som disse borgerpaneler og møder borgerne i øjenhøjde. Jeg er i hvert fald ydmyg over, at en almindelig familiefar fra Hørning som mig får lov til at deltage i dette projekt,« konstaterer han.

For Anders har deltagelsen i borgerhøringerne været med til at ændre hans opfattelse af EU og hans egen rolle som europæer.

»Det har været en stor og meget positiv oplevelse at være en del af borgerpanelerne. Jeg føler mig mere som europæer i dag. Efter at have deltaget har jeg fået et indblik i, hvad EU rent faktisk er. EU bidrager i høj grad til vores hverdag. Det giver mig en følelse af at være en dal af værdifuldt fællesskab i Europa, som sikrer os fred, økonomisk fremgang og frihed,« tilføjer han.