Fortsæt til indhold

Dykkere vil hjælpe havmiljøet ved Djursland

Nationalpark Mols Bjerge har lavet et samarbejde med dykkere om at forbedre vandkvaliteten i Ebeltoft og Kalø Vig. Pengene skal skaffes ved lokalt onlinelotteri.

Samfund
Anne Frank Henriksen

Det ligner en win-win situation. Hjælp et skrantende havmiljø ved at købe lodder i et onlinelotteri med præmier fra så fine steder som Andersen Winery og Kattegatcentret.

Et samarbejde mellem Nationalpark Mols Bjerge, dykkerforeningen Havodderen og udbyder af onlinelotterier Klubvind.dk har set dagens lys. Det skal få et af Nationalparkens ønsker om at lave forsøg med at udplante ålegræs i Ebeltoft- og Kalø Vig til at gå i opfyldelse til glæde for både havets beboere og alle dem, der af og til kan lide at komme på besøg under overfladen.

Gemmesteder

Forsøget går helt kort fortalt ud på, at ålegræs skal høstes ét sted og derefter plantes på havbunden fire forskellige steder i henholdsvis Kalø Vig og Ebeltoft Vig. Græsset skal plantes på cirka to meters dybde mellem 150-300 meter fra kysten. Udplantningen kommer ikke til at være til gene for hverken sejlads, badende eller anden vandsport.

Ved at plante ålegræs ud i områder, hvor det er forsvundet, så er håbet, at det vil sætte sig godt fast, udbrede sig til at blive egentlige ålegræsenge og dermed skabe betingelser for mere liv i vandet. Det er styregruppen for den maritime del af Nationalparken, der står bag forsøget. Projektmedarbejder Thomas Stampe fortæller, at havplanten ålegræs tidligere har været meget mere udbredt langs de danske kyster, men er forsvundet eller stærkt reduceret gennem de sidste 10-20 år. Det skyldes blandt andet udledning af næringsstoffer, der har udryddet ålegræsset flere steder.

»Planten er nødvendig sammen med tang og sten for at skabe gode leve- og gemmesteder for de små fisk. Når de har det godt og får lov at vokse sig store, så kommer rovfisk til, og så har vi straks en meget større variation af liv,« forklarer Thomas Stampe, som selv er ivrig dykker.

Det er ålegræsenge som denne, der tidligere har været masser af ved Djursland, og som Nationalparken Mols Bjerge nu håber at kunne genskabe. Foto: Nationalaprken Mols Bjerge

Nem og billig løsning

Cirka 30 km2 af Nationalparkens arealer befinder sig under vandet. Thomas Stampe og den maritime styregruppe har længe gerne villet forbedre miljøet på havbundene her, og har derfor undersøgt forskellige muligheder for projekter. De har blandt andet søgt fonde for at få midler til at genetablere stenrev, men det er ikke lykkedes.

»Så nu vender vi den rundt,« forklarer Thomas Stampe.

»Nu prøver vi at lave nogle små projekter, som vi ved virker. Ålegræs er et relativt billigt virkemiddel, som ikke kræver den store økonomi, men til gengæld kræver det en masse mandetimer.«

Og det er her, Havodderen, en forening for fridykning og undervandsjagt i Østjylland, melder klar. Den har egentlig fødested i Odder syd for Aarhus, men mange af foreningens medlemmer elsker at dykke ved Djurslands Kyster, fordi her trods alt er noget af det bedre havmiljø i Danmark.

Ifølge formand Jan Larsen, som i øvrigt er fra Ugelbølle, så giver det god mening for »havodderne« at indgå i samarbejdet om at skrue op for livet under overfladen.

Vi bruger havet rigtigt meget, og vi kan med egne øjne se, at der slet ikke er de fisk længere, som der var engang.
Jan Larsen, Ugelbølle, formand for dykkerforeningen Havodderen

Høste og så

»Vi er en klub, der elsker at komme ud og få fede oplevelser under overfladen, både som undervandsjægere og fridykkere,« fortæller formanden, som selv gør mest i førstnævnte disciplin.

»Vi bruger havet rigtigt meget, og vi kan med egne øjne se, at der slet ikke er de fisk længere, som der var engang,« fortæller Jan Larsen.

Når man er fridykker og undervandsjæger, så er et godt vandmiljø lig med mange fisk, og derfor tog det dem ikke mange sekunder at sige ja til samarbejdet med Nationalparken.

»Helt konkret skal vi til bunden og hente ålegræs på steder, hvor det findes i massevis, og så skal vi dykke og fæstne det til havbunden de nye steder,» forklarer Jan Larsen.

Tidligere skulle foreninger gå rundt fra dør til dør og sælge lodsedler, men det kan gøres smartere nu til dags. Onlinelotteriet, som firmaet Klubvind.dk står for, køres gennem Havodderne, men pengene, som indsamles, vil gå ubeskåret til forsøget med udplantning af ålegræs.

Der er gennemført flere lignende vellykkede forsøg i blandt andet Horsens Fjord og Vejle Fjord. Projektet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, blandt andet for at tilgodese eventuelle lodsejere., og det kan være en lang proces at behandle ansøgninger om selv så små projekter som dette. Thomas Stampe er dog optimistisk.

»Hvis de her små ålegræsforsøg virker, så håber vi selvfølgelig på at kunne brede det ud, så vi i stor skala kan få lavet masser af ålegræsenge ved Djurslands kyster,» afslutter Thomas Stampe.