Nægter at spille landskampe mod Rusland: DBU bakker nu op om kritik
Dansk Boldspil-Union tilslutter sig rækken af forbund, der nægter at møde Rusland i fodboldkampe, efter landets invasion af Ukraine.
Inden for få uger stod både det danske herre- og kvindelandshold i U17-fodbold til at møde Rusland - men de danske spillere vil ikke være at finde på grønsværen, melder Dansk Boldspil-Union (DBU) mandag.
Det skriver TV 2.
DBU har meldt sig i koret af nationale fodboldforbund, der ønsker Rusland ekskluderet fra sporten, fortæller unionens administrerende direktør, Jakob Jensen, til mediet.
»Vi står skulder ved skulder med de forbund, som har meldt, at de ikke vil spille mod Rusland,« siger han.
FIFA ekskluderer ikke russerne
Søndag besluttede det internationale fodboldforbund FIFA, at sanktionere Rusland således, at der ikke længere må spilles internationale kampe på russisk jord, mens landsholdene kun må spille under neutralt flag og med navnet ’Det Russiske Fodboldforbund’, skriver TV 2.
De sanktioner er dog langt fra nok for flere lande, og i løbet af de seneste dage har fodboldforbund i Polen, Sverige og Tjekkiet meddelt, at de nægter at møde russerne i den forestående afgørende del af VM-kvalifikationen - på grund af invasionen af Ukraine. Og har stillet sig uforstående over for FIFAs manglende beslutning om at ekskludere Rusland.
Nu har DBU så stillet sig sammen med kollegaerne, der også tæller fodboldforbund i England, Wales og Norge.
»Som situationen er lige nu, er Rusland en stat, som har lavet en uhørt aggressiv invasion af et frit og uafhængigt Ukraine,« siger DBU-direktør Jakob Jensen til TV 2.