Skanderborg er klar med åbne arme: Smukfest-grundlægger bag hjælpeprojekt for ukrainske flygtninge
J.P. Andersen - manden, der for 42 år siden fik ideen til Smukfest - fik søndag eftermiddage endnu en god ide, denne gang på baggrund af uendeligt triste nyheder fra Ukraine, hvor det vurderes, at over 50.000 ukrainere nu er på flugt fra de russiske krigshandlinger.
I forsøget på at skaffe hjælpe til flygtningene oprettede JP søndag Facebook-gruppen ’Skanderborg hjælper Ukraine’, hvor han opfordrede skanderborgenserne til at tilbyde deres hjælpe.
»Det er ikke til at bære - ikke at hjælpe. Jeg kan mærke, at vi sagtens kan give hus og hjerterum for en busfuld, der kan bo i Skanderborg indtil det hele falder til ro,« skrev han blandt andet i et opslag i gruppen, inden har sprang i bilen og kørte sydover.
Opslaget satte gang i en tsunami af tilbud om hjælp. På mindre end et døgn har Facebook-gruppen fået 875 medlemmer - et antal der vokser time for time. Og Skanderborg byder ind med hjælp i kilometermål. Tilbud om husly er strømmet ind, det samme er tilbud om penge til brændstof og mad, tilbud om varme tæpper, soveposer og varmt overtøj. Samt masser af medfølelse, forståelse og hjerterum.
Undervejs måtte JP dog vende om, men planen er fortsat den samme, nemlig at finde en måde at hjælpe flygtningene fra Ukraine. I Facebook-gruppen skrev han mandag formiddag:
»Det lykkedes mig ikke at nå frem til Ukraine for at lægge en plan dernede i første forsøg. Jeg undervurderede turen og overvurderede mine egne evner til at køre helt derned, ene mand. Men - det var så bare første forsøg. Vi lægger planer, og prøver igen. Tak for al støtten - det kommer til at gøre en forskel,«
Vil du støtte hjælpeprojektet ’Skanderborg hjælper Ukraine’ kan du overføre et beløb via MobilePay til 2171 9399.