8-årige Silas skal gennem denne tunnel for at komme i skole: Tilst Skolevej bekymrer forældre
Børns sikkerhed i område ved stærkt befærdet skolevej giver panderynker. Der er godt og dårligt nyt til børn og forældre.
Det er en mørk, kold og blæsende vintermorgen. Du er otte år og skal i skole. Du står nu over for to muligheder:
1. At gå gennem en graffitiovermalet tunnel, hvor belysningen ikke altid virker.
2. At gå over en stærkt befærdet vej, hvor mange bilister kører hurtigt, og der ikke er et fodgængerfelt.
For Martin Lyngbøgs søn, Silas, er dette ikke et hypotetisk scenarie. Det er den realitet, han møder mandag til fredag. Silas bor i Langkærparken og går på Tilst Skole.
»Vi har bedt ham om at gå gennem tunnellen, fordi trafikken er så farlig, men hvis han kan undgå det, gør han det. Tunnellen er ikke særlig velbelyst, og det er ikke altid, lyset virker. Den er ikke særlig lang, men den er uhumsk og utryg,« siger Martin Lyngbøg til Lokalavisen Aarhus.
Formanden for forældrebestyrelsen på Tilst Skole, Henriette Gregersen, er heller ikke fan af tunnellen, som den nu ser ud..
»Jeg kan sagtens forstå, hvis børn og forældre er utrygge ved tunnellen. Det er en færdselsvej, der kører scootere og der er måske nogle unge, der hænger der, fordi de ikke har andre steder at være,« siger hun til Lokalavisen Aarhus.
Ingen vej udenom
Ifølge Martin Lyngbøg vælger langt de fleste skolebørn at skippe tunnellen og krydse Tilst Skolevej ved et busstoppested ved Haurumsvej.
»Børnene bruger ikke tunnellen. Det er mig en gåde, at der ikke er blevet kørt nogen ned endnu, siger han.«
Otteårige Silas går tit over skolevejen, fordi han gerne vil følges med sine kammerater. Hvis han gør det, er reglen, at han skal ringe til sin mor eller far, så de kan sikre, at trafikken ikke er for voldsom, og at han kigger sig for.
Der blev for ikke længe siden lavet et bump ved busstoppestedet, »fordi, kommunen godt ved, at folk kører for stærkt,« som Martin Lyngbøg formulerer det.
Et stykke derfra, ved Havkærvej foran Tilst Skole, står en skolepatrulje i hverdage klar til at hjælpe elever over skolevejen. Bor du i området ved Langkærparken, kan du ikke komme til Havkærvej uden at krydse Tilst Skolevej.
»Det mest optimale ville være, at der også var skolepatrulje ved Haurumsvej på de tidspunkter, der er skolepatrulje ved Havkærvej. Jeg vil som minimum gerne have et fodgængerfelt. De burde have lavet et fodgængerfelt, da de lavede et bump,« siger Martin Lyngbøg.
»En forældreopgave«
Der er godt nyt og dårligt nyt til Martin Lyngbøg og områdets mange andre forældre, der ønsker deres børn en tryg og sikker rute i skole.
Den dårlige nyhed er, at forældrene kan skyde en lang pil efter skolepatrulje og fodgængerfelt.
»Vi kan desværre ikke have en skolepatrulje, hvor Haurumsvej møder Tilst Skolevej. Det er ikke sikkert, at børn står der. Man kan ikke bare sætte skolepatruljer op, hvor man vil,« siger skoleleder for Tilst Skole, Lone Jørgensen, til Lokalavisen Aarhus.
Hun oplyser, at skolen i samarbejde med skolebestyrelsen har arbejdet på at få et fodgængerfelt ved Haurumsvej i fem år.
»Det er blevet afvist af kommunen, fordi der er en sikker skolevej. Det er en forældreopgave at sørge for, at børnene bruger tunnellen. Jeg vil til hver en tid anbefale, at man bruger den sikre skolevej,« siger hun.
Ifølge projektleder ved Teknik og Miljø hos Aarhus Kommune, Peter Søndergaard, giver det ikke mening at lave et fodgængerfelt ved Haurumsvej/Tilst Skolevej.
»Fodgængerfelter kan ofte give falsk tryghed. Bilister skal opleve, at der tit er fodgængere på et sted, for at de opfatter, der er et behov for at stoppe. På Tilst Skolevej er det primært i korte intervaller om morgenen og eftermiddagen. Fodgængerfelter giver bedst mening i bynære områder, hvor der er krydsningsbehov hele dagen,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Smuk og dejlig
Forældre, og ikke mindst børn, i området ved Langkærparken kan dog se frem til, at tunnellen nær Haurumsvej inden længe kommer til at se væsentlig mere indbydende ud.
»Teknik og Miljø har givet tilsagn om, at de vil give penge til belysning i tunnellen, og det er et beløb, som jeg tænker, vi sagtens kan komme i mål med. Vi er godt i gang. Vi er også i gang med at afklare hvilke aarhusianske kunstnere, der kan skabe nogle værker inde i tunnellen,« siger Henriette Gregersen.
En opgraderet udgave af tunnellen vil, hvis alt går efter planen, stå klar til vinter, lyder det.
»Vi oplever, at kommunen gerne vil være med til at løfte området herude,« siger Henriette Gregersen.
Idéen er, at lokale kan blive inddraget i, hvordan tunnellen skal udsmykkes og belyses i forbindelse med Tilst Byfestival den 20. maj.
»Jeg håber, at kunstnerne kan lave nogle workshops, hvor de lokale kan give input til, hvilke temaer de gerne vil have,« siger Henriette Gregersen.
Trælse vej, høj prioritet
Henriette Gregersen bor godt halvanden kilometer nord for Tilst Skole og cykler på hverdage til skolen med sine to børn, syv og elleve år.
Lokalsamfundet har i mange år kæmpet for at få mere sikre skoleveje i Tilst, lyder det fra formanden for skolebestyrelsen.
»Der er heller ikke et fodgængerfelt ved Havkærvej, hvor skolepatruljen står. Der er kommet en helle og et bump, og det har gjort en stor forskel. Det ville være fint med et fodgængerfelt, men allerhelst kunne jeg tænke mig, at der kom flere fartdæmpende foranstaltninger på Havkærvej, Tilst Vestervej og Tilst Skolevej. Det er hovedveje gennem Tilst, og man må desværre bare sige, at der er rigtig meget fart på bilerne. Området omkring skolen er meget befærdet, og folk kører stærkt,« siger Henriette Gregersen.
Ifølge chefkonsulent ved Integration og Bydelsudvikling i Borgmesterens Afdeling, Anne Marie Larsen, arbejder Aarhus Kommune på at bedre de trafikale forhold på Tilst Skolevej.
»Byrådet prioriterer en styrket sammenhængskraft i Tilst højt, og der bliver arbejdet med udvikling af området både på kort og lang sigt. På den korte bane arbejdes der blandt andet med de trafikale forhold på Tilst Skolevej. Det har høj prioritet,« siger hun til Lokalavisen Aarhus.
Der vil i løbet af 2022 formentlig komme et såkaldt pudebump nær Tilst Skole, oplyser projektleder ved Teknik og Miljø, Peter Søndergaard, til Lokalavisen Aarhus.
På længere sigt har kommunen ifølge chefkonsulent Anne Marie Larsen planer om at renovere Tilst Skole samt skabe grønne områder, mødesteder og nye sports- og idrætsfaciliteter.
Natteravnene og Tryghedsmentorer fra Langkærparken patruljerer nu ved tunnellen under Tilst Skolevej om aftenen.
Denne artikel er blevet til på baggrund af et forslag fra en nysgerrig aarhusianer.