Fortsæt til indhold

Så klamt er der hos Memet's Delikatesse

Der er blevet solgt gammel mad, som har ligget i flere dage i beskidte og slidte kølediske, og der er gentagne gange blevet røget cigaretter i køkkenet hos Memet's Delikatesse. Sådan lyder det blandt andet fra tidligere ansatte, som nu vælger at stå frem med deres oplevelser

Samfund

Det seneste halve år har Fødevarestyrelsen flere gange haft øjnene rettet mod Memet’s Delikatesse, hvilket har resulteret i adskillige bøder, indskærpelser og sure smileyer.

”Jeg er meget flov”

Nu står tidligere ansatte frem for at give et indblik i, hvor galt det står til med hygiejnen og håndteringen af fødevarer hos den aarhusianske kæde, som drives af Memet Kocak, der lægger navn og ansigt til butikkerne, og hans søster Hayriye Kocak, som står som ejer i CVR-registret. På lidt over et år har søskendeparret etableret fem butikker i kommunen med tre i Aarhus C, en i Viby og en i Lystrup, hvor der sælges salater, falafler, samosaer og forskellige mellemøstlige fødevarer.

”Jeg står frem, fordi jeg synes, at det på mange områder er en giftig arbejdsplads,” fortæller 20-årige Mia Sørensen, der i juli blev ansat som kassemedarbejder i kædens butik på Frederiks Allé, som siden august måned har modtaget fire sure smileyer.

I december valgte hun at sige op, som blandt andet skete på grund af de kritisable forhold.

Lokalavisen Aarhus er i besiddelse af fotos, der dokumenterer nogle af forholdene.

Slagter i Aarhus meldt til politiet

”Køkkenerne var ikke særlig hygiejniske. Køkkenpersonalet stod og blandede salaterne i håndvaske, som også blev brugt til opvask og til at vaske hænder i,” fortæller hun og fortsætter:

”Toiletterne var så ulækre, at der var en del medarbejdere, der holdt sig, imens de var på arbejde. Der var skimmelsvamp over det hele, men der blev ikke gjort noget ved det. Memet sagde bare, at det var under renovering, men der blev ikke sat andre toiletter til rådighed.”

(Artiklen fortsætter under galleriet)

Billeder af toilettet

I oktober måned fik Mia Sørensen dog sit største chok, da hun gik i gang med at rengøre en køledisk, hvor der blev opbevaret mad, som blev solgt i butikken.

”Den var simpelthen så klam. Der lå mug, der var masser af vand, og der var masser af gamle madrester i køledisken. Det var så ulækkert. Den lugtede, og min kollega kunne næsten ikke være med til det, for det var det mest klamme, hun nogensinde havde oplevet. Memet så det, og så gik han hen og låste døren til butikken, fordi han ikke ville have kunderne til at se det,” fortæller Mia Sørensen, der tog flere billeder af køledisken for at dokumentere, hvor beskidt den var.

(Artiklen fortsætter under galleriet)

Billeder af køledisken

Tre dage gamle falafler

23-årige Cecilie Jensen var ansat som kassemedarbejder hos Memet’s Delikatesse fra juli til december, hvor hun nåede at stå i kædens tre butikker i Aarhus samt butikken i Lystrup, og hun genkender Mia Sørensens oplevelser.

”Kølediskene er lige klamme i alle butikkerne på nær i Ny Munkegade, da de er så nye, at de ikke er nået at blive beskidte. Frederiks Allé har det klammeste baglokale. I Ny Munkegade bliver der ikke gjort rent, så der samler sig støv i baglokalet. På Silkeborgvej er der blevet foretaget renovering, imens butikken har været åbent, så håndværkere har stået i butikken, imens der blev lavet mad,” fortæller Cecilie Jensen og uddyber med en oplevelse, hun havde på lige netop Silkeborgvej:

Nu politianmeldes sushi-restaurant igen

”Jeg fandt en skrue i en tomatsalat. Jeg tror, at den var faldet af i vores køledisk, som var gammel og ulækker. Jeg gik ind til Memets søster (Hayriye Kocak, red.) og sagde, at det var ulækkert. Jeg fik at vide, at vi ikke skulle smide salaten ud, men at vi skulle blive ved med at sælge den. Senere blev køledisken udskiftet, fordi den var så gammel.”

Det var dog ikke den eneste oplevelse, som Cecilie Jensen havde med at sælge mad, som hun ikke kunne stå inde for. Hun fortæller således om flere oplevelser, hvor der er blevet solgt falafler, der var flere dage gamle.

”Jeg mødte ind på en vagt i Ny Munkegade, hvor jeg overtog vagten fra en anden. Hun sagde, at maden sejlede og nævnte, at falaflerne havde stået der i tre dage. De var helt klistrede indeni. Når man åbnede dem, var der tynde lagde strimler af fedt. Det var ulækkert. Jeg følte, at de var så klistrede, at hvis man kastede dem på væggen, ville de sidde fast,” fortæller Cecilie Jensen og fortsætter:

”Ny Munkegade er den eneste butik, der ikke har et køkken. Der bliver leveret mad fra de andre butikker, men derfor står den tit og mangler noget eller ikke har mulighed for at få maden udskiftet, så derfor står maden tit og bliver for gammel.”

(Artiklen fortsættes under billedet)

Mia Sørensen har også oplevet, at der lå flere dage gammel mad i køledisken i Memet’s Delikatesse-butikken på Frederiks Allé, hvor hun var ansat.

”Det var ikke fordi, at al maden altid var dårlig. Det er rigtig nok, at samosa og falafler bliver leveret hver morgen. Det er bare ikke hver dag, at falaflerne bliver skiftet ud med de nye falafler, så det er ikke sikkert, at det er dem, der ligger i køledisken. Jeg fik på et tidspunkt lov af Memet til at smide gamle falafler ud, fordi nogle kunder havde klaget over dem. Så det begyndte jeg på at gøre, men jeg var i tvivl om, hvornår jeg måtte smide falaflerne ud,” fortæller hun og nævner, at de daggamle falafler ikke blev genopvarmet, før de blev solgt.

Har du solgt mad, som du ikke selv ville spise?

”Ja, det har jeg da gjort, og det får man dårlig samvittighed over, for det er ikke særlig lækkert. Det er også flere gange sket, at kunder har spurgt, om falaflerne var gode i dag, hvor jeg har tænkt: ’nej, dem skal du ikke købe’, men hvor jeg har sagt: ’Ja, ja. De smager mega godt.’ og så er de bare tørre som en sten, fordi de har ligget der i flere dage.”

Fik nok efter to dage

21-årige Sarah Reimann har også oplevet de uhygiejniske forhold, som Mia Sørensen og Cecilie Jensen beskriver. Det skete i efteråret, da hun havde en prøvevagt, hvor hun i løbet af en dag skulle følge Mia Sørensen. En uge efter havde hun en reel vagt fra klokken 12 til klokken 18 i butikken i Lystrup, hvor hun betjente kunder, men oplevelserne fra de to dage gjorde, at hun ikke havde lyst til at arbejde hos Memet’s Delikatesse, så hun blev aldrig ansat.

”Det var til eget forbrug”

”De to dage var nok til at fortælle mig, at det ikke var et sted, jeg skulle være. Jeg har både set og hørt en masse ting, der fortalte mig, at det ikke var en ordentlig arbejdsplads, der havde styr på tingene,” fortæller Sarah Reimann, der ligesom Mia Sørensen så køkkenpersonalet blande salat i samme håndvask, hvor der blev vasket op og vasket hænder.

Hun nåede også i løbet af de to dage at opleve, at der var beskidt i køkkenet, og så var hun vidne til, at der blev røget i butikken i Lystrup.

”Der er ikke nogen dør mellem køkkenet og baglokalet, hvor der blev røget. Gulvet var sindssygt beskidt. Der var så meget sand og skidt,” fortæller hun.

Da Mia Sørensen havde været ansat i butikken på Frederiks Allé i nogle måneder, fik hun ansvaret for butikkens egenkontrol og rengøring, men hun blev aldrig oplært af nogen, selvom det ellers er et krav fra Fødevarestyrelsen.

Kunde fik allergisk reaktion efter alvorlig fejl

”Memet gik op i den overfladiske rengøring. Det skulle se pænt ud, når der var kunder i butikken, men han sørgede ikke for, at der blev gået i dybden med rengøringen,” fortæller Mia Sørensen, der ligesom Sarah Reimann også har været vidne, at der er blevet røget cigaretter i køkkenet.

”Jeg har set Memet og Hayriye ryge i køkkenet, hvor jeg også har set køkkenpersonalet ryge,” fortæller hun.

Hvorfor sagde du ikke op noget før?

”Jeg troede, at det ville blive bedre, og jeg havde meget brug for pengene. Jeg havde ikke råd til at sige op. Jeg har flere gange sagt, at jeg var træt af det her, at jeg var nødt til at finde et nyt job, men jobbene hænger bare ikke på træerne her i corona-perioden for folk, der er ufaglærte,” fortæller Mia Sørensen.

Lokalavisen Aarhus har også snakket med yderligere to tidligere ansatte samt en nuværende medarbejder hos Memet’s Delikatesse, og de fortæller lignende historier angående dårlig hygiejne. De ønsker dog at være anonyme, men redaktionen kender deres fulde navne.

Konfrontation: Renovering skal løse problemerne

Da Lokalavisen Aarhus konfronterer Memet Kocak med de tidligere ansattes oplevelser, fortæller han, at han ikke ønsker at kommentere dem. Han ønsker udelukkende at fortælle, at han og de nuværende ansatte er i fuld gang med at rette op på tingene.

”Butikken på Frederiks Alle skal renoveres fra a til z, så den bliver lukket fra i morgen og to til fire uger frem, hvor vi skal gå alt i gennem. Alle får en liste over, hvad de skal lave.”

Lokalavisen Aarhus vil ellers gerne høre, hvad Memet Kocak har at sige til de mange anklager om uhygiejniske forhold, dårlig fødevarehåndtering samt cigaretrygning i køkkenet, men det ønsker han ikke at kommentere på.

”Det er jo sundhedsskadeligt”

Michael René, der er lektor i fødevarevidenskab og på ernærings- og sundhedsuddannelsen ved Københavns Professionshøjskole, er noget overrasket over de eksempler på dårlig hygiejne, som de tidligere ansatte hos Memet’s Delikatesse står frem med. Han mener dog, at det ikke vil kræve særlig meget for virksomheden at optimere både hygiejnen og fødevarekvaliteten.

”Det er ganske få ting, der skal strammes op på. Eksempelvis kan man nøjes med at forberede dejen til falafler på forhånd og have dem klar på køl et døgns tid, så man kan varme dem efter behov i frituren. På den måde undgår man, at de bliver gamle, for falafler bliver tørre, hvis de står i lang tid,” fortæller Michael René og påpeger samtidig, at det er problematisk, at falaflerne ligger i køledisken i op til tre dage og bliver solgt, uden at de er blevet genopvarmet.

Så mange smittede er der lige nu i dit postdistrikt

”Når fødevarer som falafler er blevet tilberedt og har ligget på køl så længe, så skal de genopvarmes til 75 grader, før de kan spises, specielt hvis der er folk, der har kontakt med køledisken,” fortæller han.

Det er ifølge fødevareeksperten også et problem, at der ifølge de tidligere ansattes oplevelser bliver vasket hænder og vasket op i samme håndvask, hvor der bliver blandet salat.

”Så skal vasken have en omfattende rengøring. Den skal nulstilles, og det skal den også, selvom den ikke ser beskidt ud, da det giver mulighed for bakterier og øvrige mikroorganismer i salaten,” fortæller Michael René, der også er chokeret over fundet af en skrue i en salat.

”Det er jo sundhedsskadeligt,” fortæller han og fortsætter:

”Man kan jo kun forestille sig, hvad der kan sidde på sådan en skrue. Fugt fra salaten giver god mulighed for vækst af bakterier. Så snart der er en fysisk forurening som en skrue eller en kilde til uønskede bakterier i en salatbar, så skal man skifte salaten ud. Den skal ikke sælges.”