Hjerteforeningen indvier ny hjertesti i Hinnerup
26. marts indvier Hjerteforeningens afdeling i Favrskov en ny hjertesti i Himmerigskoven i Hinneup.
Hinnerup får en hjertesti i den nyplantede Himmerigskov mellem Hinnerup og Grundfør.
Vi i hjerteforeningen vil gerne have så mange hjertestier som muligt, så vi kan få flest muligt ud at motionere.Kurt Langkjær, formand for Hjerteforeningen Favrskov.
Ruten bliver omkring 4,5 kilometer lang, og den 26. marts indvier Hjerteforeningen Favrskov hjertestien.
I den forbindelse klipper borgmester Lars Storgaard og administrerende direktør for Hjerteforeningen Anne Kaltoft snoren over.
»Sandor, som er skovfoged, holder en lille tale, inden vi sammen går hele ruten. Her vil Vibe, som er naturvejleder standse op og fortælle undervejs på ruten,« siger Kurt Langkjær, som er formand for Hjerteforeningen Favrskov.
Han bor selv i Hinnerup og havde længe tænkt, at området manglede en hjertesti.
Derfor glæder han sig meget over, at foreningen den 26. marts kan indvie stien.
»Vi i hjerteforeningen vil gerne have så mange hjertestier som muligt, så vi kan få flest muligt ud at motionere. Det er godt for folk med hjertekar-sygdomme og folk helt generelt at gå ture,« siger Kurt Langkjær.
Bro og bænke på ruten
Hjertestien i Hinnerup er den tredje i kommunen, da der i forvejen er anlagt hjertestier i henholdsvis Hammel og Hadsten.
»Jeg bor selv i Hinnerup og tænkte, at det var underligt, der ikke var noget her. Og så tænkte jeg, at det kunne være skægt med en hjertesti i den nye skov, så vi kan følge det, der vokser der,« lyder det fra den lokale hjerteforeningsformand.
Der er dog noget særligt ved den nyanlagte hjertesti i Hinnerup. Både i forhold til, at der på ruten er anlagt en bro over rønbækken, hvilket ifølge Kurt Langkjær er første gang sådan en rute får en bro. Kurt Langkjær fortæller også, at der kommer til at være fire bænke på ruten, så der er mulighed for at tage en pause undervejs og for at nyde udsigten.
Indvielsen begynder på parkeringspladsen på Rønbækvej klokken 10 og slutter med frugt, sandvich og noget at drikke.