Fortsæt til indhold

Dansk flyselskab vil hente ukrainske flygtninge: »Vi gør det udelukkende for at hjælpe«

Det danske flyselskab Danish Air Transport tilbyder nu at hente ukrainske flygtninge i deres fly.

Samfund
sbl

Skulle man fra danske myndigheders side ønske at transportere ukrainske flygtninge til landet, så kan det ske i et af Danish Air Transports (DAT) fly.

Det siger Jesper Rungholm, pilot og grundlægger af Vamdrup-virksomheden, til TV Syd.

I weekenden har selskabet tilbudt de danske myndigheder at stille et fly til rådighed, og den første tur er på DATs regning, skriver mediet. En tur til omkring 175.000 kroner.

»Det er en ufattelig tragisk situation. Vi har flere ukrainske ansatte i Litauen og også her på kontoret i Vamdrup, og det er naturligt for os at hjælpe,« siger Jesper Rungholm til TV Syd.

Flyet, som DAT har stillet til rådighed, er af typen ATR72, som kan have 74 personer ombord.

»Vi gør det udelukkende for at hjælpe. Det er drivkraften i den her ulykkelige situation,« siger Jesper Rungholm.

I skrivende stund har selskabet dog ikke fået nogen meldinger om, at myndighederne vil benytte sig af tilbuddet.