Fortsæt til indhold

Der gror aldrig mos på en rullesten: Fuglsøcentret vender endnu et blad i rockhistorien

Fynske Lasse Helner rundede de 75. midtvejs i februar, og det markerer han med en større turné, som fredag 11. marts bringer ham til Fuglsø.

Samfund

Den fynske folke- og rockmusiker Lasse Helner fyldte 75 år den 14. februar 2022. Han kunne på dagen se tilbage på et langt liv på den danske musikscene, 61 år med det hele, og i højsæsonerne på evig jagt efter hvide striber på landevejen for at nå det næste koncertsted enten med fruen Mathilde Bondo som sideman eller diverse bands.

I 2020 kunne han og hans kone fejre 45-års jubilæum for deres duo kendt som Lasse & Mathilde.

Men allerede som purung knægt tog Lasse Helner de første greb på guitaren. Hans første band begyndte i missionshuset i hjembyen Aarup og hed The Cave Men.

The Baronets

Men første gang man for alvor hørte om ham var i forbindelse med The Baronets - en af 60’ernes mange beatgrupper, som det hed dengang, der opstod i kølvandet på The Beatles m.fl.

Gruppen deltog i Fyns Mesterskabet i Popmusik 1965 uden placering. I efteråret kom nu afdøde Frank Lauridsen med på soulet og fyldig vokal, og så skete der ting og sager.

Baronets blev nr. 2 i januar 1966 Fyns Mesterskabet i Popmusik, og placerede sig som nr. 3 ved DM i februar samme år. Bandet fik via sejren kontrakt med københavnsk pladeselskab og manager, Peter Abrams (Peter Abrahamsen) som gav gruppen en lang række jobs på datidens afgørende spillesteder på Sjælland, og placerede Baronets som eneste egentlig top 5 beatgruppe udenfor Djævleøen.

Baronets opløstes i efteråret 1968, men har siden været gendannet flere gange i forskellige konstellationer.

Efter tiden i Baronets spillede Lasse Helner i en periode med tv-journalisten og Tour de France fænomenet Jørn Mader i duoen Moondust, før starten på eventyret med Mathilde Bondo begyndte i form af musikken til Mathilde Bondos fine fortolkninger af Tove Ditlevsens ’Pigesind’.

Parret bor i dag i Lundeborg på Østfyn.

I 1976 var Lasse Helner også med at starte Midtfyns Festivalen, der i perioden 1976 – 2003 udviklede sig til en af landets største og mest velrenommerede festivaler. I 1989 var festivalen rent faktisk – målt på antal besøgende – større end selveste Roskilde Festivalen.

Lasse Helner udgav i 1974 sit første soloalbum ’Du sku’ tag mig mens jeg er ung’, som med egne melodier og tekster af Torben Eschen fik pænt med medvind, ikke mindst grundet børnesangen ’Mine venner’ med linjer som »Du sku’ møde mine venner her i huset, hvor jeg bor. Bare ikke Olga for hun kalder på sin mor Karla hun har stifttand og en pistol med fire skud.«

Pladecover - Lasse Helner

’Fyn er fin’

»Man kan komme langt - og langt ud - med en god sang. For Lasse Helners vedkommende så langt, at hans og Mathildes ’Fyn Er Fin’ nok har givet tandsmør på brødet den sidste snes år, men samtidig har sangen placeret parret i en pluskæbet form for folkelighed med havne- og byfester og ældreprogrammer i tv som arbejdspladser,« lød det kritisk men kærligt fra musikanmelder Torben Bille i 1998 i Informations spalter i anledning af, at Lasse Helner var soloaktuel med ’Cover’ - en samling personlige udlægninger af sange, der står Helners hjerte nær, hvor man også hører lyden af det New Orleans som altid har stået Lasse Helners hjerte nær.

I denne sammenhæng skal ikke mindst samarbejdet med musikeren og superproduceren Daniel Lanois - U2 (sammen med Brian Eno), Bob Dylan, Peter Gabriel, Emmylou Harris, Willie Nelson og Neil Young - nævnes.

Han medvirker på Lasse Helners soloplade ‘Time and Again’ (1992) delvist indspillet i Kingsway Studios i New Orleans. Mathilde Bondo bidrog til det færdige resultat med sin violin.

Samme Lanois har tre sange med på Lasse & Mathildes seneste album ‘Hvem drømmer hvem’ (2019) tilsat danske tekster af Mathilde, Lasse Helner og Hans Kragh-Jacobsen.

Når Lasse Helner 11. marts giver fødselsdagskoncert på Fuglsøcentret bliver det med numre fra det nyeste album ’Over The Hill - Still Got The Thrill’ som rød tråd.

Time is our friend

Hans musikalske testamente?

Muligvis, men det er ikke en livstræt mand, der synger ud og træder op på Fuglsøcentrets scene:

Time is just an illusion right till the end/So they say/You can believe in that or you can pretend/Time is not your enemy, time is your friend.

»Målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt,« som Benny Andersen har udtrykt det smukt i digtet ’Livet er smalt og højt’.

Thomas Bundgaard (guitar), Kell Dalager (keys), Torben Grønning (bas) og Nils Bo Poulsen (konservatorieuddannet trommeslager og percussionist) er de musikalske legekammerater, og det er de også fra første tone er slået an på Fuglsøcentret til den sidste guitar er slukket et par timer senere.

Niels Bo Poulsen fra Aalborg er groovy og har i flere år været fast mand hos den i Ryomgård boende bluesguitarist/sanger Ole Frimer.