Fortsæt til indhold

Velas vil hjælpe flygtninge i at navigere i det danske

»Vi har i dansk landbrug et særligt forhold til Ukraine... og derfor føler vi os forpligtede til at give noget igen,« lyder det fra Velas i Søften, som stiller tre medarbejdere til rådighed for at hjælpe ukrainske flygtninge.

Samfund

Velas i Søften, der er landets største rådgivningsvirksomhed inden for landbruget, stiller medarbejdere frit til rådighed for at hjælpe de ukrainske flygtninge med at navigere i det danske system og komme på fode, lyder det i en pressemeddelelse:

»I årtier har ukrainere været en absolut nødvendig del af dansk landbrug, og tusindvis af ukrainere har dagligt arbejdet hårdt på de danske landbrugsbedrifter. Derfor har vi i dansk landbrug et særligt forhold til Ukraine. Vi føler for deres forfærdelige situation, og derfor føler vi os forpligtede til at give noget igen,« siger Jan Winther, administrerende direktør i Velas, der i første omgang har nedsat et team på tre medarbejdere, som alle har kendskab til ukrainske forhold.

Medarbejderne kan eksempelvis hjælpe ukrainerne med kontakt til myndigheder, kommuner, læger og skoler.

»Det er stort set umuligt at vide, hvem man skal tale med, og hvornår man skal gøre hvad, når man kommer til et nyt land uden andet end sin familie og sine nærmeste ejendele,« siger Jan Winther videre i pressemeddelelsen.

Om årsagen til Velas hjælpende hånd, siger han:

»Det gør vi af respekt for de mange ukrainere, som i forvejen er i landet, for de mange danske landmænd som har ukrainske ansatte og ikke mindst af respekt for den frygtelige situation i Ukraine netop nu.«

Høj arbejdsmoral

Velas har selv ukrainske medarbejdere ansat og står hvert år for at få hundredvis af ukrainere i job på de danske landbrug, hvor de er en eftertragtet arbejdskraft.

»Det skyldes, at ukrainere har en høj arbejdsmoral og et højt fagligt niveau,« lyder det i pressemeddelelsen.

De mange ukrainere i landbruget betyder også, at mange landmænd nu mærker deres medarbejderes frustrationer over situationen i deres hjemland.

Jan Winther peger på, at hjælpen også rækkes ud til landmændene.

»Vi vil frit hjælpe de landmænd, der måske pludselig står med en eller flere hele ukrainske familier, som er drevet på flugt,« siger direktøren.

Vil finde jobs

Udover at stille medarbejdere til rådighed, vil Velas også gøre brug af sit omfattende netværk inden for rekruttering af ukrainske medarbejdere til især landbruget, fortæller Jan Winther.

»Vi ved, hvor svært det kan være at få et arbejde. Her vil vi også se, om vi kan gøre noget for at få nogle af de berørte flygtninge i arbejde, såfremt det bliver muligt. Lige nu er vi ved at dykke ned i reglerne for at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, og hvor der kan være benspænd,« fortæller Jan Winther.