Fortsæt til indhold

Frivillige til Sløngelfællesskabet: Er du en heslig sløngel?

Di Heslige Slønglers Klup inviterer til infoaften om Sløngelfællesskabet torsdag 17. marts kl. 18.00-20.45 i Kulturhuset.

Samfund
bo

Di Heslige Slønglers Klup har mange trofaste frivillige, som yder meget forskelligt til projektet lige fra deltagelse på Store Sløngeldag til deltagelse i planlægning af sløngelaktiviteter henover året. Alle former for frivillighed er en stor hjælp for Slønglerne, og lige nu er man på udkig efter flere, der har lyst til at engagere sig i Sløngelfællesskabet.

At se fantasien i øjnene på børnene til Sløngeldagene er vildt fedt. Og det at få lov til selv at være lidt barn igen - fuldstændigt lovligt – er en dejlig fornemmelse. Jeg er vild med hele projektet omkring Sløngeldagene.
Martin Graakjær, bestyrelsesmedlem i Di Heslige Slønglers Klup

»Frivillighed i Di Heslige Slønglers Klup vil jeg mene, er en hjertesag. Efter min opfattelse kan man endda tale om en speciel Sløngelånd. En ånd båret af glæde, begejstring og stor kærlighed til de værdier og stemninger, der præger Ole Lund Kirkegaards bøger: Fantasien, glæden ved det skæve og det ukorrekte, frihedstrangen og ja, frækheden,« siger Uffe Høj, bestyrelsesformand i Di Heslige Slønglers Klup.

I hans øjne er Di Heslige Sløngler Klup ambassadører for fantasilandet landet Jappien, som Kong Gulerod beretter om i Lille Virgil. Et land, hvor blot man råber Hurra, så kommer de dejligste solstråler løbende ind i ens mund, og hvor ingen mennesker nogen sinde græder, keder sig eller er sure.

Og sådan er der flere i Sløngelfællesskabet, der har det.

»At se fantasien i øjnene på børnene til Sløngeldagene er vildt fedt. Og det at få lov til selv at være lidt barn igen - fuldstændigt lovligt – er en dejlig fornemmelse. Jeg er vild med hele projektet omkring Sløngeldagene, da det også giver mig en mulighed for at slippe min fantasi og drømme lidt ud. Det gør jeg ved at være med til at udtænke de aktiviteter, der skal være i Byparken på selve ’Store Sløngeldag’. Og alle de andre sjove tiltag, der er hen over året,« siger bestyrelsesmedlem Martin Graakjær.

»Jeg vil klart anbefale alle at deltage i projektet enten som gæst eller som hjælper. Der er jo en Sløngel i os alle sammen – forhåbentligt,« tilføjer han.

Dorthe Hartmann, der til daglig er shopmanager hos Flügger i Skanderborg er både frivillig i Sløngelfællesskabet og sponsor for projektet.

»Jeg kunne hurtigt mærke, jeg gerne ville være en del af Sløngelprojektet. Derfor støtter jeg Di Heslige Slønglers Klup med maling til kulisser og rekvisitter. I 2022 er jeg gået endnu mere aktivt ind i projektet. Jeg deltager i et par arbejdsgrupper med brainstorm, planlægning og konkret arbejde, blandt andet med at male kulisser hen over foråret. Det er en stor glæde for mig at se, hvordan Sløngeldagene med sit fantasirige univers skaber smil hos børn og barnlige sjæle,« understreger hun.